Dagligevarekæmpen Coop, der bl.a. omfatter Superbrugsen, Fakta og Irma, er i gang med en kæmpe udskiftning af koncernens it-systemer, som bl.a. vil betyde, at ældgamle applikationer på mainframe nu skal ud af vagten.
Det fortalte CIO og CTO Morten Holm Christiansen, Coop, i et oplæg om det store projekt til 2,5 milliarder kroner på konferencen Lederdøgn, arrangeret af IT-Branchen i Nyborg i går, torsdag.
»Vores nuværende it er skabt i en anden tid. Vi har vores største apps kørende på mainframe. For tre år siden havde de guldbryllup, så de er altså 53 år gamle nu,« fortalte Morten Holm Christiansen om de allerældste dele af deres nuværende systemlandskab.
Udfordringen ved de gamle systemer er flere. Dels køres der 800 batchjob hver nat, men »ingen aner hvad de gør og ingen tør slukke for dem«, fortalte Morten Holm Christiansen.
Det vil sige, at databehandlingen af dagens aktiviteter altså er temmelig uoverskuelig. Det samme gælder systemlandskabet eller it-arkitekturen, hvor Morten Holm Christiansen viste et slide med en endog temmelig kompleks arkitekturoversigt over Coops legacy-systemer.
»Hvis der opstår en fejl, så er det ikke et spørgsmål om at kigge i dokumentationen for den findes selvfølgelig,« sagde Morten Holm Christiansen med tydelig ironi.
Plejehjem
At spørge de udviklere og arkitekter til råds, som i sin tid har stået for implementeringen af de gamle systemer, er heller ikke mulig – medmindre Coop tager ud og støver dem op på plejehjemmene.
»Vi har i dag en meget kompleks it-arkitektur. Der er ingen, der rigtig ved, hvordan det fungerer – og dem, der lavede det i sin tid, er her ikke mere,« sagde Morten Holm Christiansen.
Coop er i gang med at indføre et helt nyt SAP cloud-baseret it-system på baggrund af HANA-software, SAP for Retail, som giver virksomheder mulighed for at analysere på store mængder data i realtid. Ifølge CIO'en forventer man at gå live med SAP-systemet i starten af november.
Coop har ansat 40-45 specialister til at udvikle fremtidens it-systemer
For at finansiere projektet til 2,5 mia. kroner har Coop solgt et stort ejendomskompleks i Aarhus, og it-afdelingen er rykket ind på en tidligere gård, hvor de nye tanker om fremtidens digitalisering fostres.
»Her har vi ansat 40-45 it-specialister, som går rundt i shorts og sandaler. Og gården, der ligger en kilometer fra Coops hovedkvarter, er forsynet med fodboldspil og bordtennis,« fortalte Morten Holm Christiansen.
Der er flere mål med Coops digitale transformation. Dels skal den traditionelle – og dyre – ugentlige tilbudsavis erstattes af digitale produkter med individuelle tilbud på bl.a. app.
Kunderne skal også i stigende omfang selv stå for afregningen af indkøb frem for på et bånd hos en kassemedarbejder, og systemet med selv-scannere, som også kan bidrage med vejledning af kunderne, skal udbygges.
Kunderne mødes bl.a. med gamification-tiltag, som skal lokke folk ned i butikkerne.
Endelig – og ikke mindst – skal en lang række papirbaserede arbejdsgange erstattes af automatiserede eller digitale ditto.
It-direktøren i Coop medgav på Lederdøgnet dog, at gevinsterne af det store arbejde godt kunne tikke ind hurtigere:
»Når vi investerer så mange milliarder, nytter det ikke noget, hvis der går fem år, inden resultaterne begynder at dryppe ind. Vi skal være hurtige, og vi skal have hastigheden op – og det er helt klart en barriere,« sagde han.
Coop forventer i øvrigt også om nogle år at kunne kalde sig softwareleverandør. Selskabet er ifølge CIO’en i dialog med udenlandske retail-virksomheder med henblik på at sælge den software, som Coop har udviklet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.