Ansvaret for at håndhæve persondata, cookies og online privacy skal ikke længere være kunstigt opdelt mellem Datatilsynet og Erhvervsstyrelsen.
Det bliver konsekvensen, hvis Europa-Kommissionens nye forslag til en opdatering af det såkaldte ePrivacy-direktiv blive vedtaget.
I kommissionens forslag, som blev fremlagt på et pressemøde tirsdag, fremgår det, at
ePrivacy-direktivet i sin opdaterede form, skal læne sig op ad databeskyttelsesforordningen (GDPR), der træder i kraft i maj 2018.
Det betyder, at 'håndhævelsen af reguleringen vil være nationale datamyndigheders ansvar,' fremgår det af kommissionens forslag.
'Det vil sikre deres ensartede bruge på tværs af EU,' fortsætter teksten.
Regulering af ePrivacy-direktivet - herunder de famøse cookie-regler - ligger i dag hos Erhvervsstyrelsen, mens Datatilsynet håndhæver persondataloven.
Styrke for borgeres privatliv
Hos It-Politisk Forening er formand Jesper Lund begejstret for forslaget om at flytte ansvaret til Datatilsynet.
»Det vil jeg se som en klar styrkelse af borgeres ret til privatliv online. Det er om muligt et af de bedste elementer i forslaget,« siger Jesper Lund til Version2 og fortsætter:
»Den nuværende praksis skaber nogle gråzoner, hvor det er uklart, hvem der har ansvaret. Det vil det være en fordel, at det er den samme myndighed, der har ansvaret.«
Ansvarsforvirringen kan fx opstå i sager, der både handler om cookies og den databehandling efter cookies er sat.
»Derudover er det også mit indtryk, at Erhvervsstyrelsen i Danmark er mere business-venlig end Datatilsynet, så det vil være en styrke af borgernes privatliv, hvis forordningen ender med at placere tilsynsansvaret hos Datatilsynet, som Kommissionen her foreslår,« siger Jesper Lund.
Brug for én stærk myndighed
Ansvarsopdelingen har tidligere fået kritik på lederplads her på Version2.
»Cookie-reglerne kan være vanskelige at navigere i, men det er helt åbenbart, at Erhvervsstyrelsen ikke er sin opgave voksen,« skrev nyhedsredaktør Magnus Bredsdorff i november og fortsatte:
»Danmark har brug for én stærk myndighed til at holde øje med overvågning og sporing af vores privatliv.«
Revisionsforslaget skal nu igennem EU-Parlamentet og EU's ministerråd. Efter planen skal den nye udgave af reglerne være klar sammen med GDPR, der træder i kraft d. 25. maj 2018.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.