Comx: IPTV er en udfordring

Comx har leveret én-gigabit-forbindelser til 1310 lejligheder i Værebro ved København. Det skal bruges til at give IPTV til beboerne. Men det er slet ikke så nemt at undgå pixellering på skærmen.

I torsdags indviede videnskabsminister Helge Sander, hvad der ifølge Comx er Danmarks største og hurtigste fiberbaserede bredbåndsinstallation, i boligforeningen Værebro Park ved København med 1310 boliger.

E-mails kommer ikke hurtigere frem, bare fordi forbindelsen er på én gigabyte. Men det ser anderledes ud, hvis man skal levere digital tv via nettet.

»Folk har typisk tre-fire fjernsyn, og hvis bare to af dem skal have HDTV, og du leverer 25 til 30 megabit pr. kanal, så er du allerede oppe på 60 megabit, og så man skal efterhånden installere op til én gigabit,« siger Comx' direktør, Finn Helmer.

Den største udfordring i projektet var at levere IPTV, uden at billedet pixellerer på beboernes fjernsyn.

»De ingeniører vi har i Comx er godt nok dygtige. De har været sat på noget af en prøve for at løse det problem,« siger Finn Helmer.

Problemet har mange kilder, og det er den store hurdle ved indførelsen af IPTV, fortæller han. Det er væsentligt mere kompliceret end blot at sætte netværksboksen op og tænde for signalet.

»Specielt på de her meget hurtige installationer er det svært at styre, men det har vi så fundet en løsning på. Det har været en sej kamp, men nu er vi endelig kommet igennem.«

Tom Eltzholtz, som er afdelingschef i Yousee, forklarer, at problemet er generelt i forbindelse med tv over internet-teknologi.

»Der er ikke i IP-netværket på multicast nogen indbygget fejlkorrektion. Så det man skal gøre er enten at anvende "reliable UDP," således at man på multicast kan finde pakkefejl i settopboksen, og forespørge gensendelse, eller man skal anvende Pro-MPEG, som er en anden teknologi, hvor man sender overhead-data med som kan fejlkorrigere.«

Hvis man blot sender tv-signalerne som MPEG eller H.264 er der ingen mekanismer der kan hjælpe til, hvis der opstår bitfejl på nettet.

I "reliable UDP" kan klienten, som modtager multicast-strømmen, finde ud af, om der er pakkefejl, og så få tilsendt de manglende pakker via unicast.

Når det gælder IPTV kan man ikke bare sætte en netværksboks op, trække noget kabel og så regne med, at det virker af sig selv, siger Tom Eltzholtz.

Tv-signalerne til Værebro Parks beboere leveres fra både Comx og TDC. Der er brugt 30.000 mandetimer og boret 100.000 huller i forbindelse med installationen. Comx har stået for hele projektet, fra gravning af fiber til installationen i de enkelte lejligheder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (19)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jonas Iversen

Hvorfor HDTV....mindre kan vel også gøre det! Få det nu først til at fungere med en bare rimelig opløsning som 99,9% vil være tilfreds med.
Så kan man jo altid arbejde med at få HDTV til at fungere efterfølgende.

Folk er jo helt oppe og køre over HDTV!

  • 0
  • 0
Claus Veirup

Jeg forstår det simpelthen ikke...

Hvorfor er det at der fokuseres på at levere HDTV til store sociale boligbyggerier? 90% af beboerne har ikke råd til at købe de TV der skal bruges for at udnytte HDTV signalet og da på ingen måde 2 HDTV...

  • 0
  • 0
Thomas Lønskov Luther

Det er jo blot et spørsmål om at der skal anvendes noget teknologi istedet for at streame rå-video og lyd.

Fx. kan man streame HD materiale inkl. DTS lyd over en 8MBit forbindelse uden at skulle vente mere end 5 minutter på at den har buffered nok til at den er tilfreds og kan starte afspilningen. Dette er på en AppleTV og iTunes HD rental.

  • 0
  • 0
Jens Fallesen

Hvis man først har prøvet HDTV, forstår man interessen. Men det kan sagtens laves i en tilfredsstillende kvalitet på 100 Mbps, selv for 2–3 tv-apparater.

I øvrigt er det på ingen måde raketvidenskab at levere tv i perfekt kvalitet over IP Multicast – det kræver blot, at man vælger det rigtige udstyr og sætter det korrekt op.

Naturligvis er erfaring og viden om best practice en stor fordel (som med så meget andet), men der findes også leverandører på markedet, som har denne viden og erfaring og gerne hjælper med at bygge ens netværk rigtigt op.

Når Finn Helmer udtaler: »De ingeniører vi har i Comx er godt nok dygtige. De har været sat på noget af en prøve for at løse det problem,« siger Finn Helmer.«, tyder det for mig på, at hans folk slet ikke er dygtige nok, for ellers er det ikke nogen prøvelse at få det til at virke.

Artiklen lugter efter min mening lidt for meget af afskrift af en pressemeddelelse for at få lidt billig marketing på at sælge gigabitporte og åbenbart få lokket ministeren med på det.

  • 0
  • 0
Jørgen Larsen

@Thomas Rasmussen. Det har vel ingen relevans for denne artikel hvad Apple kan ud i proprietær streamning? Jeg kender ikke mange som vil vente 5 minutter hvergang de skal skifte kanal. Omvendt kan man starte en Blu-Ray film med ganske kort ventetid men det er nok heller ikke relevant i forbindelse med denne artikel...

  • 0
  • 0
Thomas Lønskov Luther

@Jørgen Larsen, nej det ved jeg godt, men det viser lidt hvad man kan opnå hvis man rent faktisk går fra ukomprimeret video og så til noget der er komprimeret.

Venten på 5 minutter er jo dels også for at sikre at boksen har cachet nok, dels et forsøg på at garantere brugeren stream over en ikke-kendt forbindelse.

Hvis du kender din infrastruktur og dine svartider så burde det være muligt selv med alm. teknologi at lave noget der fungere. Hvis du har et stream på fx. 6-8MBit så er det jo ikke svært at have båndbredde nok til at streame til 2-3 fjernsyn i en lejlighed... Det burde også være muligt selvom du streamer 40-60MBit men det formår de jo ikke.

Det burde faktisk ikke være svært hvis man har en fornuftig infrastruktur (både båndbredde men også i høj grad de komponenter som den består af) at lave IP-TV med et godt resultat. Men man skærer måske et par hjørner hist og pist i håbet om at det stadig vil virke.

Thomas

  • 0
  • 0
Dennis Krøger

Hm, det eneste jeg har set i min (indrømmet, relativt korte, 3 måneder) abonnements periode er en enkelt kanal der er forsvundet fra DVB-T.

Til gengæld har jeg aldrig set 5eren på DVB-T, kun på det analoge signal, på trods af at de sendte den på IPTV (havde det på prøve i en uge, men den der Motorola boks pissede mig for meget af til at jeg gad det for de 4-5 relativt uinteressante HD kanaler de har).

  • 0
  • 0
Morten Madsen

@Thomas Rasmussen
Der er vist inden af disse udbydere der bruger ukomprimeret video, det ville være helt hul i hovedet. De fleste benytter sig af mpeg2 eller mpeg4 eller afarter deraf.

Her er hvorfor man ikke bruger ukomprimeret video
24 bit farver
1080p format = 1920x1080
25 billeder pr. sekundt.

24bit x 1920 x 1080 x 25billeder/s = 1.244.160.000bit/s
det er altså lidt over 1 gigabit/s. Selv med dvd eller gammel dags tv opløsning er det hul i hovedet at sende det ukomprimeret.

Hvorfor du tror det er nemt, at sende tv signal via IP forstår jeg så heller ikke, der findes selvfølgelig allerede produkter til det, men at lave disse er da ikke "nemt". Ethernet, tcp/ip og ip protekollerne er ikke "lossless", pakker kan gå tabt under vejs og skal derfor sendes igen. Det gør ikke så meget under download af en fil, men TV er realtime og her vil man med det samme se "manglende pakker"

  • 0
  • 0
Jesper Lund

Hvorfor du tror det er nemt, at sende tv signal via IP forstår jeg så heller ikke, der findes selvfølgelig allerede produkter til det, men at lave disse er da ikke "nemt". Ethernet, tcp/ip og ip protekollerne er ikke "lossless", pakker kan gå tabt under vejs og skal derfor sendes igen. Det gør ikke så meget under download af en fil, men TV er realtime og her vil man med det samme se "manglende pakker"

Det er der tænkt over, blandt ved at benytte transport streams (TS) som container med deraf følgende muligheder for indbygget fejlkorrektion
http://en.wikipedia.org/wiki/MPEG_transport_stream

(din DVD afspiller benytter program streams, fordi der ikke er det samme behov fejlkorrektion; uvist af hvilken grund har Blu-Ray dog valgt en TS container mens HD-DVD benyttede en PS container).

  • 0
  • 0
Jesper Lund

Hvis man først har prøvet HDTV, forstår man interessen. Men det kan sagtens laves i en tilfredsstillende kvalitet på 100 Mbps, selv for 2–3 tv-apparater.

En typisk HDTV stream i H.264 er vel 10-20 Mbps, ikke mere. Selv om slutbrugeren får DVB-C eller IPTV, er kilden ofte DVB-S hvor båndbredden er begrænset, om ikke andet så af økonomiske årsager.

  • 0
  • 0
Jacob Larsen

Jeg bor pt. i Korea, og her er IPTV væsentlig længere fremme. Her er det nemlig allerede mainstream, og følger typisk med som tillægsprodukt til en 100Mbps internetforbindelse.

Prisen er latterlig lav i forhold til hvad der virker som normen i Danmark. Internet forbindelsen alene koster omkring 100 kr/måned, mens den ryger op omkring 180 kr/måned hvis der skal IPTV med. IPTV pakken indeholder så de almindelige kanaler, hvis man skulle have lyst til det, men har også noget video on demand med. Her er de fleste film gratis, dog koster premiere film ca. 10 kr. for en visning. Det hele er i HD. Når Danmark kommer så langt frem, så kan vi måske kalde os IT-nation igen. Men til den tid er Koreas 1Gbps-til-folket plan nok slået igennem.

  • 0
  • 0
Jens Fallesen

Hvorfor du tror det er nemt, at sende tv signal via IP forstår jeg så heller ikke, der findes selvfølgelig allerede produkter til det, men at lave disse er da ikke "nemt". Ethernet, tcp/ip og ip protekollerne er ikke "lossless", pakker kan gå tabt under vejs og skal derfor sendes igen.

Nu er det jo svært at definere nemt entydigt, for hvad der er nemt for en person er det ikke nødvendigvis for en anden.

Men hvad du nævner ovenfor er rent faktisk ikke reelle problemer, for man kan sagtens designe og opbygge sit netværk, så der ikke forekommer pakketab for IPTV-trafikken (både multicast til live tv samt unicast til VoD), og det er lige præcis, hvad man gør.

IPTV via fibernet dukkede op i Danmark for 6–7 år siden. Det er en moden teknologi, og hvis man »bare« vælger de rigtige produkter og en leverandør, som er i stand til at bygge tingene rigtigt, er der ingen undskyldning for at have problemer med kvaliteten af IPTV.

  • 0
  • 0
Jørgen Larsen

@Dennis Krøger: Jeg er helt på linie med dig, Com-X har fået et meget dårligt ip-tv produkt ud af den Motorola boks. Kanalskift går trægt og den alm. standard for hvordan fjernbetjeningen skal virke (nu&næste, exit, back etc.) er helt væk. Sjovt nok har jeg nøjagtigt samme ip boks fra Telia TV over adsl og den fungerer faktisk langt mere tilfredsstillende.

Så Com-X teknikkere har nok stadigt meget at lære om usability. For en ting er at et signal kommer frem til boksen men hvis den daglige betjening er en pine så banker alternativerne hurtigt på...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere