Computerspil får en dobbelt så stor bid af dansk filmstøtte
Den nye aftale om filmstøtte er nu faldet på plads, og den er gode nyheder for danske spiludviklere. Støtten til danske computerspil bliver nemlig fordoblet fra 20 til 40 millioner kroner i perioden 2015 til 2018. Det oplyser Kulturministeriet ifølge en pressemeddelelse.
Computerspillene udgør dog stadig kun en lille del af puljen, som Det Danske Filminstitut skal fordele. I perioden er den samlede pulje ifølge aftalen nemlig 1,26 milliarder kroner. De 40 millioner er dog blot det minimumsbeløb, som Det Danske Filminstitut skal bruge på støtte til computerspil.
Det Danske Filminstitut skal desuden oprette et særligt spilkontor, som også skal være med til at opbygge et innovativt spilmiljø i Danmark i samarbejde med blandt andet Animationsværkstedet i Viborg og DADIU.
Ifølge aftalen skal støtteordningen til spil særligt styrkes i forhold til udvikling af spil til leg og læring med 'kulturelle kvaliteter'.
Aftalen pålægger også Det Danske Filminstitut at gå i dialog med Vækstfonden og andre investeringsfonde om, hvordan indsatsen bedre kan fungere i samspil med investeringsfondene, så spilprojekterne bedre kan tiltrække investeringer.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.