Musen har ændret sig en del, siden den første gang i 1965 blev introduceret i ”Computer-Aided Display Control”, og i dag har mange af dem mistet halen eller er blevet indbygget i selve computeren. Nu er opfinderen, Bill English, død 91 år gammel. Det skriver BBC.
Allerede tilbage i 1963 begyndte Bill English at eksperimentere med en idé, der blev givet til ham af kollegaen Doug Engelbart.
Læs også: RIP John Conway
Den første udgave var en brun trækasse med en enkelt knap, under den var to hjul med 90 graders vinkel, som kunne registrere lodrette og vandrette bevægelser. Musen skulle kunne vælge bogstaver og ord i en tekstredigeringssoftware. Musen blev fremvist offentligt for første gang i 1968 med blandt andet en ’copy-paste ’-funktion.
English før Jobs
Fremvisningen har senere fået navnet ’Mother of all demos’, og bliver betragtet som et skelsættende øjeblik i computerens historie. Og fremvisningen minder da i høj grad også om noget af det, man ser mange af de store virksomheder lave, når de i dag introducerer nye produkter.
Musen blev først rigtig udbredt i slutningen af 80’erne, hvor både Xerox og Apple havde været med til at drive udviklingen fremad. Bill English fik da også job hos Xerox i 1971.