Coinhive: Hackervenlig krypovaluta-tjeneste lukkes

Illustration: Grindi / BigStock
Den browserbaserede kryptovaluta-miner Coinhive lukker ned den 8. marts 2019. Tjenesten har i årevis gjort det muligt at indlejre et mining-værktøj i hjemmeside – ofte hackede.

Hack en side, indsæt Coinhive-script, indkassér fortjeneste. Det har i flere år været fremgangsmåden for hackere verden over. Coinhive-tjenesten lader en hjemmeside virke som mining-platform, således at når folk besøger siden, så bruges deres browsere til at mine kryptovalutaen Monero (XMR) til en wallet-adresse indsat i scriptet.

Dermed får man kryptovaluta ud af andre maskiners regnekraft uden selv at betale elregningen. Det eneste, det kræver, er en hjemmeside og et tilpasset JavaScript.

Coinhive-tjenesten blev oprindeligt lanceret som en smart måde at finansiere hjemmesider på. I stedet for at udsætte sine læsere for reklamebannere eller opkræve betaling kan man lade deres browsere mine kryptovaluta, som finansierer den side, de bruger. Det skriver The Hacker News

Læs også: Over 200.000 MikroTik routere anvendt til CoinHive kryptomining

Nu lukkes tjenesten ned. Ifølge Coinhive-holdet er det ikke længere en profitabel løsning.

»Fald i hash raten (over 50 procent) ved sidste Monero hard fork ramte os hårdt. Det samme gjorde 'krakket' i kryptovalutamarkedet, hvorved XMR blev devalueret med 85 procent indenfor et år,« skriver personerne bag Coinhive således.

Samtidig med de dårligere forhold for kryptovaluta generelt fik også Coinhive specifikt nogle problemer. Sikkerhedsværktøjer begyndte at behandle coinhive-scriptet som skadeligt og blokere det. Google og Apple stoppede kort efter med at tillade applikationer, som miner kryptovaluta, i deres Chrome Web Store og Apple App Store.

Læs også: Spiseliv.dk infiltreret af script: Bruger-pc'er misbrugt til mining af kryptovaluta

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere