Clubhouse optager samtaler og gemmer dine kontakter

Illustration: ValeryBrozhinsky/Bigstockphoto.com
Et nyt, lydbaseret socialt medie er kommet i modvind for ikke at beskytte brugernes privatliv ordentligt.

Clubhouse - det nye, lydbaserede sociale medie - gemmer persondata om dine kontaktpersoner og optager samtaler i såkaldte “rum”, selvom en af pointerne med mediet er, at samtaler foregår live og ikke optages.

Det skriver magasinet Inc., som har gennemgået det sociale medies privatlivspolitik.

Brugere skal inviteres til Clubhouse for at blive lukket ind, men hvis man vil sende invitationer ud, skal man uploade alle sine telefonkontakter til Clubhouse. Samtidig fastslår platformens privatlivspolitik, at samtaler på det sociale medie bliver optaget:

»Alene med det formål at understøtte efterforskningen af hændelser, optager vi lyden fra et rum, mens rummet er aktivt. Hvis en bruger indrapporterer en hændelse, mens rummet er aktivt, opbevarer vi lydoptagelsen for at efterforske hændelsen og sletter den, når efterforskningen er færdig. Hvis der ikke bliver indrapporteret en hændelse i et rum, slettet vi den midlertidige lydoptagelse, når rummet slutter.«

Clubhouse kom i modvind for sin håndtering af sikkerhed og databeskyttelse for en uge siden, da det kom frem i Bloomberg, at det var lykkedes en hacker at streame samtaler fra flere rum til sin egen hjemmeside.

»En bruger formåede at opsætte en måde, hvorpå han kunne fjerndele sit login med resten af verden. Problemet er, at folk troede, at samtalerne var private,« udtalte Robert Potter, som er adm. direktør i virksomheden Internet 2.0 i Australien, til Bloomberg.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere