Cloud-teknologier kan hjælpe dig i gang med DevOps

DevOps er ikke noget, man kan gøre halvhjertet, men med små teams og en open source-platform kan man komme i gang.

LAS VEGAS: Driftsfolkenes bekymringer er én af de store udfordringer ved continuous delivery, DevOps, eller hvilken betegnelse man nu vil bruge for en it-strategi, der forudsætter effektivt samarbejde mellem udvikling og drift.

Derfor kan det være en idé at automatisere så meget af driften som muligt for at komme i gang.

Dermed ikke sagt, at man skal eliminere driftsafdelingen, men man kan flytte deres kræfter væk fra opgaven med at holde systemerne kørende og til at kunne hjælpe med udrulningen af nye applikationer, nye funktioner eller skalering.

»Cloud-teknologi er ideelt til det. Med en platform som Cloud Foundry kan du bekymre dig mindre om driften, fordi platformen tager sig af det,« siger Brian Gallagher, direktør for cloud hos EMC, til Version2.

EMC er ét af medlemmer i den fond, der styrer open source-projektet Cloud Foundry. Det er et projekt, der dækker over open source-værktøjer til alle dele af selve platformen, der er nødvendig for at opbygge en cloud.

Mens Openstack handler om den underliggende infrastruktur, så er Cloud Foundry altså et lag højere oppe.

Selvom cloud normalt forbindes med it-drift i stor skala, så kan det også gøres mindre, og Cloud Foundry er da også en mulighed for at opbygge en privat sky med mulighed for at forbinde til eksterne skyer i en hybridmodel.

På lille skala kan cloud-platformen hjælpe en organisation i gang med DevOps, mener Brian Gallagher.

»Den største forhindring for DevOps er, at folk klamrer sig til dét, der har givet dem succes indtil nu. Det, der har gjort dem til helte. Jeg siger, at de er nødt til at springe i med begge ben. Det nytter ikke at beholde det ene ben ude af vandet,« siger Brian Gallagher.

Start med et enkelt hold

Han anbefaler, at man starter i det små og etablerer et enkelt hold eller to bestående af en product owner, et par udviklere fra forskellige ansvarsområder, som eksempelvis test, og eventuelt inddrager nogen med forstand på risikohåndtering fra forretningen i det omfang, det er nødvendigt.

»Begynd i det små med ’pizzahold’. Det vil sige, at der ikke skal være flere på holdet, end de kan blive mætte af to familiepizzaer,« siger Brian Gallagher.

Dernæst er det vigtigt, at man kommer i gang og hurtigt får lavet noget, der virker. Det behøver ikke være færdigt, for det er dét, continuous delivery er til for, at projektet kan forfines gennem løbende iterationer.

I første omgang handler det om at lære, og derfor er det også vigtigt, at man måler sig selv på, hvor godt det går.

»Arbejd hurtigt og med følelse,« siger Brian Gallagher om behovet for at sikre drivkraft gennem processen.

Motivet for at gå over til en DevOps-model er, at softwareudvikling er gået fra at være noget, der skulle understøtte forretningsprocesser, til i dag at være en konkurrenceparameter. Det er gennem softwareudvikling, at forretningen kan udvikle sig.

»Hvis man skulle gøre det efter traditionel it-tankegang med både livrem og seler, så ville verden nå at være forandret, inden man var færdig,« siger Brian Gallagher.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere