Cloud computing bliver fundamentet for 5G

5G bliver en hel ny måde at opbygge tjenester på for teleselskaberne. Alt skal være virtuelt, og der er lagt op til en infrastruktur baseret på cloud computing.

BARCELONA: De tekniske enkeltdele til det, der skal blive til den næste generation af mobilnetværk, 5G, er ved at falde på plads. Men for teleselskaberne er der tale om mere end blot at sætte nye antenner op, for hele arkitekturen af netværket er helt anderledes end de tidligere netværk.

»Det hele bliver IP-baseret, og alt bliver en cloud-arkitektur,« siger Yang Chaobin, ansvarlig for udviklingen af 5G hos Huawei.

Det kommer til at betyde to ting for teleselskabernes netværksarkitektur. For det første vil det være netværksvirtualisering, som kommer til at skille forskellige services ad og lægge dem på forskelligt udstyr efter behov. Og det leder til den anden ting, nemlig at det ikke vil være alle services, som det giver mening at lægge på det samme udstyr.

En del af dét, 5G skal kunne levere, er meget lavere latency, altså netværksforsinkelse, end det er muligt med de nuværende teknologier. Det skal kunne lade sig gøre ved eksempelvis at lægge tjenesterne ud langs kanten, eller edge, af netværket, så det ikke skal forbi et centralt datacenter.

Svartider under 4 millisekunder

Det har allerede i indledende test vist sig at kunne give svartider mellem to endepunkter, forbundet ude ved kanten af netværket, på under 4 millisekunder.

Omvendt er der andre tjenester, hvor latency betyder mindre, hvor det bedre kan betale sig at lægge databehandlingen i centrale datacentre.

»Video i 4K-kvalitet er eksempelvis en oplagt use case for forbrugermarkedet,« siger Gordon Mansfield, chef for AT&T's afdeling for radionetværksudvikling.

Med alt standardiseret på IP-teknologi og med mulighed for at lægge visse tjenester i centrale datacentre, så er det næste oplagt skridt at samarbejde med eksisterende og potentielt nye cloud-udbydere, som ikke tidligere har haft mulighed for at spille en tilsvarende rolle inden for telesektoren.

»Der kommer til at ske en massiv konvergens mellem mobilnetværk og IP-netværk. Det vil ikke være al databehandling, som kan ligge på teleselskabets kernenetværk. 5G vil ikke kunne lade sig gøre uden skyen,« siger Gabriele Di Plaza, vice president i VMwares afdeling for telekommunikationssystemer.

Sammensmeltning af it og tele

Han vurderer, at der vil være teleselskaber, som i dag allerede driver store datacentre, hvor der vil ske en sammensmeltning mellem den del af selskabets it, som står for driften af tjenester oven på netværket, og så den del, der står for driften af mobilnetværket.

»Når netværket rykker tættere på at være traditionel it, så vil der ske en konvergens. Det giver mening at udnytte den ekspertise, som allerede findes. Fremadrettet vil teleselskaberne ikke tænke i ét datacenter til netværket og et andet til tjenester, det vil være ét datacenter,« siger Gabrielle Di Plaza.

Det kan også betyde, at de cloud-udbydere, som i dag leverer tjenester oven på internettet, vil få mulighed for at levere tjenester til teleselskaberne eller direkte oven på deres IP-baserede netværk.

Men det åbner også for spørgsmålet om, hvorvidt denne nye infrastruktur vil være lige åben for alle tjenester - altså om det vil være muligt at bevare princippet om netneutralitet for alle tjenesteudbyderen på en teleoperatørs netværk.

»Det vil komme an på, hvad der sker lovgivningsmæssigt. Netværksvirtualisering giver mulighed for at tilbyde forskellig quality of service, men hvordan det skal reguleres er et politisk spørgsmål,« siger Shekar Ayyar, chef for VMwares teleselskabsforretning.

Network slicing

Et af de centrale begreber i 5G vil være network slicing. Det dækker over, at en tjeneste, som kunne være streaming af 360 graders video, kan få tildelt et virtuelt netværk med tilhørende ressourcer til databehandling.

Hardwaren vil således stadig sætte en øvre grænse for, hvad der kan lade sig gøre, men det bliver en naturlig del af 5G at kunne skrue op for forskellige ressourcer for de enkelte tjenester.

Teleselskaberne er i gang med de tidlige test af 5G udstyr, og det betyder også, at de endnu ikke er nået dertil, hvor de konkrete tjenester begynder at tage form.

»Samlingen af hardwareressourcer i store puljer gør, at vi bliver nødt til at foretage flere test, før vi er klar til at lancere kommercielle tjenester,« siger Yang Chaobin fra Huawei.

Foreløbig er tidsplanen, at 5G bliver udrullet i 2020, men det vil formentligt blive en blød lancering, hvor flere frekvensbånd og tjenester bliver lagt til i de efterfølgende år.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Lars Jensen

"Det skal kunne lade sig gøre ved eksempelvis at lægge tjenesterne ud langs kanten, eller edge, af netværket, så det ikke skal forbi et centralt datacenter.".

Ahhh, så vi bruger ikke Cloud alligevel. Nu kalder vi bare de decentrale anlæg for tjenester?

Hvis man kan opnå 4mS imellem 2 endepunkter må de være forholdsvis autonome, eller der ligger bare en "Cloud" for hver 500 meter?

  • 4
  • 0
Jesper Stein Sandal

Ahhh, så vi bruger ikke Cloud alligevel. Nu kalder vi bare de decentrale anlæg for tjenester?

Hej Lars

Vi er efterhånden blevet vant til, at 'skyen' er synonym for de store centrale datacentre hos eksempelvis AWS. Men i denne sammenhæng er der tale om cloud computing i den noget mere generelle forstand, hvor centralisering ikke er én af de fundamentale egenskaber.

Der er stadig tale om at dele en fælles infrastruktur, men den fælles infrastruktur behøver ikke være en hal med serverracks i Virginia.

Se eventuelt Gartners oprindelige definition af cloud-begrebet - med den in mente bør 5G-udmeldingerne give mening:

http://www.gartner.com/newsroom/id/1035013

Mvh. Jesper Stein Sandal

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere