Clearview AI: Ukraine bruger nu vores ansigtsgenkendelse i krigen
Ukraine anvender nu angiveligt ansigtsgenkendelsessoftware fra amerikanske Clearview AI.
Det skriver Reuters på baggrund af et interview med selskabets grundlægger og adm. direktør Hoan Ton-That.
Clearview AI ligger ifølge Hoan Ton-That inde med mere end to milliarder billeder fra det russiske sociale medie VKontakte.
Ansigtsgenkendelsessoftware kan bruges til at identificere russiske agenter, hjælpe den ukrainske regering med at afsløre falske opslag på de sociale medier relateret til krigen og genforene flygtninge adskilt fra deres familier, siger Hoan Ton-That til Reuters.
Albert Fox Cahn, der er adm. direktør i Surveillance Technology Oversight Project i New York, påpeger, at den udstrakte hånd fra Clearview AI kan give bagslag.
»Når du introducerer disse systemer og de tilhørende databaser til en krigszone, har du ingen kontrol over, hvordan den vil blive brugt og misbrugt,« siger han til Reuters og nævner misidentifikation som en risiko, der kan få fatale utilsigtede konsekvenser.
Clearview AI beskyldes i flere amerikanske retssager for at krænke privatlivets fred ved at tage billeder fra internettet, herunder fra Facebook.
Tilmeld dig V2 Security 2022 | Danmarks største messe om cybersikkerhed
