Ciscos salg ramt af NSA-skandalen

Illustration: leowolfert/Bigstock
Især Kina vender ryggen til Cisco efter de mange afsløringer om NSA's omfattende overvågning.

Cisc advarer om, at firmaets resultater i indeværende kvartal kan falde med op til 10 procent som følge af de aktuelle amerikanske spionage-afsløringer. Nedgangen i ordrer forventes at fortsætte i 2014, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Selskabet offentliggjorde onsdag et regnskab, der var lidt svagere end forventet, med en omsætning på 12,1 milliarder dollar mod forventet 12,3 milliarder dollar.

Det fremgår ikke direkte af regnskabet, at nedgangen skyldes afsløringerne af amerikansk NSA-overvågning, men Ciscos finansdirektør Frank Calderoni udtaler i forlængelse af offentliggørelsen af regnskabet, at selskabet er mærket af den politiske uro i det kinesiske marked.

Også IBM oplever ifølge Reuters pludselige dyk i salget af hardware til Kina.

Kinesiske myndigheder har desuden varslet tilsyn med flere it-selskaber om deres mulige medvirkning til amerikansk spionage.

Den kinesiske reaktion er måske også præget af en 'tak for sidst'-effekt, da der tidligere har været højlydt vestlig mistanke om spionage via kinesiske netværksprodukter. Således er en af Ciscos konkurrenter, kinesiske Huawei, blevet udelukket fra at indgå kontrakter med offentlige myndigheder i USA på grund af sikkerhedsbekymringer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere