Cisco: Hundedyre netværkskort er guf for tyveknægte

De stjålne supervisormoduler fra Nianets hostingcenter er guf for tyve, der ved, hvad de vil have. Modulerne er meget kostbare og udgør kommunikationshjernen, påpeger Cisco Danmark.

Da netværksleverandøren Nianet 28. juni blev udsat for et indbrud i hostingcenteret Hørskætten i Tåstrup, gik tyvene målrettet efter en stribe 10 Gbit-netkort og to såkaldte supervisormoduler af ikke nærmere oplyst fabrikat.

Tyvene stjal ikke andet fra hostingcenteret, men i løbet af de tre minutter, indbruddet varede, fik de samlet hardware sammen for en halv million kroner.

At tyvene er gået så målrettet efter netop supervisormodulerne er ikke tilfældigt, mener man hos routerproducenten Cisco.

»Supervisormodulet er noget af det mest kostbare i en kommunikationsenhed, så det kan meget vel være let omsætteligt på det grå marked,« siger teknisk chef i Cisco Danmark, Henrik Stær og nævner priser på typisk mellem 15.000 og 35.000 dollar svarende til mellem 80.000 og knap 190.000 kroner.

»Det kommer meget an på, hvilke enheder der er tale om. Det dyre er kortets CPU-kapacitet, memorykapacitet og funktionalitet, og flere producenter placerer også Ethernet-interfaces på kortet, og alt efter om det 1 eller 10 gigabit, bliver det selvfølgelig dyrere,« siger Henrik Stær.

Hjernen i kommunikationsenheden
Cisco producerer selv supervisormoduler, og ifølge Henrik Stær udgør kortet en helt afgørende komponent i netværkskommunikation.

»Et supervisormodul skal forstås som hjernen i en kommunikationsenhed. Det indeholder al intelligens i enheden, og det gælder blandt andet politikker, routingtabeller, filtrering, MAC-adresser på naboer og så videre,« siger teknisk chef i Cisco Danmark, Henrik Stær.

Han er derfor ikke i tvivl om, at tyvene har været helt klar over, hvad de skulle gå efter, hvor det befandt sig, og hvad der skulle til for at slippe væk med grejet.

»Det har været folk, som er gået efter noget helt specifikt. Derfor skal de kende udstyret, for de skal vide præcis, hvor de skal skrue for at komme ind i chassiset og løsne kortet, og det kræver også, at de har haft det rigtige værktøj med. De skal vide, hvordan det hænger sammen, for ellers kan det ikke gøres på tre minutter,« siger Henrik Stær.

Han vurderer dog ikke, at supervisormoduler er det, som de fleste tyve af it-udstyr vil gå efter.

»Vores kendskab til det er begrænset. Men jeg vil umiddelbart mene, at det ikke er kommunikationsenheder, der er hårdest ramt. Markedet for supervisormoduler til kommunikationsehneder er smallere end for eksempel skærme og den slags,« siger Henrik Stær.

Politiet: Intet bud på hardwares skæbne
Sagen ligger nu hos Københavns Vestegns Politi, der har efterlyst to personer for tyveriet af, hvad politiet betegner »specialcomputere«.

Københavns Vestegns Politi har indtil videre ikke noget bud på, hvor supervisorkortene kan være på vej hen, og hvem der kan være interesserede købere.

Indbruddet i Nianets hostingcenter er sket ved 18-19-tiden søndag d. 28. juni, og tyvene har tiltvunget sig adgang til hostingcenteret ved først at lave et hul i ydervæggen til bygningen ? skalsikringen - for derefter at sparke en dør op til hostingcenterets aflukkede areal.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere