Chrome overhaler Firefox i Danmark

3 kommentarer.  Hop til debatten
Googles tre år gamle browser har nu overhalet Firefox i både Danmark og England. Ifølge Google er målet med Chrome slet ikke at få en stor markedsandel.
2. august 2011 kl. 08:12
errorÆldre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Den gamle kending Firefox må nu i flere lande rykke ned på en tredjeplads i browsermarkedet. Brugen af Google Chrome stiger nemlig stødt, og i Danmark har Googles browser således passeret Firefox.

Ifølge den officielle webstatistik fra Foreningen af Danske Interaktive Medier, FDIM, bruger 12,0 procent af danskerne Chrome, mens Firefox-andelen er på 11,6 procent. Tallene er de nyeste tilgængelige og er målt i maj måned.

Størst er stadig Internet Explorer med 62,9 procent af markedet, hvis man holder sig til FDIM’s statistik, mens det amerikanske firma Statcounter sætter andelen for IE-konkurrenterne højere. Ifølge Statcounter brugte under halvdelen af danskerne Internet Explorer i juli, mens Firefox og Chrome begge scorer lige knap en femtedel af markedet. Tallene fra maj er næsten de samme, med en lidt lavere andel af Chrome-brugere.

Også i England har Chrome nu overhalet Firefox, skriver avisen The Guardian, som også har talt med den danske Chrome-udvikler Lars Bak, der er ansvarlig for den tekniske udvikling af Chrome.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Lars Bak er målet med Chrome ikke at få en stor udbredelse, men først og fremmest at påvirke udviklingen af alle browsere, så de bliver hurtigere og sikrere. I dag, knap tre år efter Chromes fødsel, er han imponeret over, hvordan det er gået.

»Da vi begyndte, ønskede vi at gøre alle browsere hurtige, og i dag er alle browsere blevet hurtige. Jeg er helt lamslået over de forbedringer, som de andre browsere har nået,« siger Lars Bak til The Guardian.

At Google skulle være ligeglad med, om Chrome fik en stor udbredelse, harmonerer dog dårligt med, at firmaet har brugt store beløb på tv-reklamer for browseren i blandt andet England og Japan. Det var dengang første gang nogensinde, at Google brugte penge på at reklamere for et produkt.

Blandt brugerne på Version2 er Firefox stadig nummer to, men med Chrome lige i hælene. 23,9 procent bruger Chrome, mens 24,3 procent foretrækker Firefox. Øverst ligger Internet Explorer med 29,3 procent af brugerne på Version2.

3 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
2. august 2011 kl. 09:02

Hvis målet med Chrome er at forbedre alle browsere, så spørger jeg hvad formålet er med dette site:

http://www.allisnotlo.st/

hvor man med en Firefox browser bliver mødt med beskeden:

"This is a Chrome experiment",

"Made with some friends from Google", og

"We're very sorry, but All is not Lost may not work correctly with your current browser", og videre

"All is not lost is a Chrome experiment, built with the browser Google Chrome in mind",

"For this reason we encourage accessing the site in Google Chrome", og endelig

"You can download Google Chrome here".

Er Google Chromes strategi vendor lock-in med drømme om de onde dage hvor MS IE havde de-facto monopol?

2
2. august 2011 kl. 09:07

Keywordet i din rant, var "experiment" ...

3
2. august 2011 kl. 12:25

Mange af Google's onlineprodukter er stadig på beta-stadiet selv om de har været i brug i flere år...