Chrome OS får paralleliserede Android-apps

Illustration: Android Logo
Næste beta af styresystemet kan afvikle Android-apps side om side.

Nu skal Android-apps, som afvikles under Googles styresystem Chrome OS, sættes til at holde op med at falde i søvn.

I øjeblikket kører Android-apps på samme måde under Chrome OS som på en mobiltelefon eller tablet. På grund af de begrænsede resurser på mobile enheder sættes kørende apps på pause, når en anden app kommer i forgrunden på grund af brugerens handlinger. På den måde får appen i forgrunden mere cpu-tid og mere hukommelse. Android-styresystemet kan også vælge at sætte de bagvedliggende applikationer i dvale.

Men på et skrivebordssystem giver det underlige effekter, hvor én app opgiver ævred, hvis en anden app sættes i sving. Det er ikke det sædvanlige i et skrivebordsmiljø, hvor brugeren er vant til at have større kontrol over programmerne.

I den kommende version 64 af Chrome OS, som i øjeblikket er i beta, gøres der noget ved problemerne, så Android-apps opfører sig på samme måde som andre programmer, skriver mediet Chrome Unboxed.

Funktionen kaldes for Android Parallel Tasks og sørger for, at apps kører uden pause, indtil brugeren selv sætter dem på pause eller lukker dem ned.

Chrome Unboxed har lavet en video, der viser forskellen fra den tidligere version af Chrome OS til den kommende beta.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere