Googles browser Chrome har indtil videre holdt sig til Windows-platformen, men nu er den open source-baserede kodebase til Chrome, Chromium, klar i en alpha-version til Linux-folket.
Ars Technica har haft fingrene i Chromium til Linux i alpha-versionen og konkluderer, at den er relativt brugbar og viser gode takter, trods bøvl med blandt andet rendering-kvaliteten af fonte og flere manglende features.
Ifølge Ars Technica kan den nyeste Chromium til Linux tilbyde helt basal browserfunktionalitet som for eksempel at åbne faneblade og nye vinduer, downloade filer, skifte til fuldskærmstilstand og gennemse og håndtere historikken.
Derudover fungerer også privacy-tilstanden Incognito, mens en række andre features endnu ikke spiller. Blandt andet er det endnu ikke muligt at flytte faneblade mellem browservinduer, og der er endnu ikke implementeret i bogmærkehåndtering. Samtidig er der heller ikke understøttelse af plugins, hvilket betyder nul flash-understøttelse.
Chromium-udviklerne baserer alpha-versionens grafikside på det grafiske toolkit GTK+, som kendes fra desktopmiljøet Gnome under Linux. Det er sket efter længere tids uenighed om, hvordan den grafiske brugergrænseflade, som den kendes fra Chrome, skulle tage sig ud på Linux-platformen.
Se linket til Ars Technicas artikel under fanebladet Eksterne Links.