Chip-chef kom til at afsløre lanceringsdato for Windows 10

Illustration:
AMD's direktør har ved et uheld formentligt afsløret det ikke særlig hemmelige lanceringstidspunkt for Windows 10. Så hvornår kommer Windows 10?

Kloge bookmakere har formentligt koblet Microsofts udmelding om en lanceringen af Windows 10 'i løbet af sommeren' sammen med selskabets store partnerkonference i midten af juli, og det ser nu ud til ikke at være helt forkert. En lancering i juli er i hvert fald blevet mere sandsynlig efter en udtalelse fra AMD's direktør, skriver The Verge.

AMD's direktør Lisa Su kom nemlig på et pressemøde i forbindelse med AMD's regnskab til at nævne, at AMD forventede en lille forsinkelse af studiestartsalget på grund af Windows 10 lanceringen i slutningen af juli.

Hvis Microsoft lancerer i slutningen af juli, så får det betydning for, om nye pc'er, der bliver solgt i juli og august forud for skoleåret og studiestart, bliver født med Windows 10.

Traditionelt har lanceringer af Windows medført en stigning i pc-salget. Det er dog blevet mindre udtalt de seneste år, og det er også usikkert, hvor stor indflydelse Windows 10 får.

Den store forskel på lanceringen af Windows 10 i forhold til tidligere er nemlig, at Windows 10 skal distribueres som en opgradering til alle med en eksisterende version af Windows 7 eller 8.1, som er kvalificeret til at blive opgraderet. Det vil i praksis sige, at den Windows-version, man anvender, stadig skal være supporteret af Microsoft.

Distributionsformen indebærer, at brugerne vil være mindre afhængige af, at en ny pc er født med Windows 10. Opdateringen til Windows 10 vil kunne installeres gratis inden for det første år.

Til gengæld vil det formentligt være vigtigt for Microsofts marketingmaskine at kunne rulle kampagnerne og ikke mindst reklamemillionerne for Windows 10 ud samtidig med pc-forhandlernes markedsføring op til studiestart.

Derfor vil en lancering i august være lige et par uger for sent, for studiestartsalget begynder allerede i juli.

Omvendt kan man argumentere for, at en lancering på selve partnerkonferencen, der finder sted 12. til 16. juli, vil komme til at fremstå lidt som det gamle Microsoft, selskabet det seneste års tid har forsøgt at slippe af med. En separat lanceringsbegivenhed vil helt sikkert være at foretrække, fordi budskabet ikke vil være pakket ind i forsikringer til partnerne om, at de stadig kan tjene kassen på Windows.

Vi bliver formentligt lidt klogere på lanceringsplanen for Windows i forbindelse med udviklerkonferencen Build, som finder sted 29. april til 1. maj.

Det interessante er imidlertid, at forløbet for Windows 10 indtil videre har været anderledes end tidligere Windows-lanceringer. Den gamle model ville indebære en lancering af næsten færdig release candidate på Build-konferencen efterfulgt af en release to manufactoring på partnerkonferencen.

Men den nye model med over én million betatestere, som løbende har fået opdateringer af testversionen af Windows 10, indebærer, at ingen af de to milepæle giver samme mening i dag.

En af grundpillerne i Microsofts strategi for Windows frem over er, at opdateringer skal ske løbende. Det skal være slut med de store opgraderinger og lanceringer af nye versioner. I stedet skal nye funktioner sendes ud til brugerne, når de er klar.

Det giver også Microsoft friheden til at lancere Windows 10, så snart skelettet er klar. Det vigtigste er således, at systemet er stabilt og i stand til at håndtere de løbende opdateringer.

I praksis er det dog mere problematisk. For at få brugerne til at tage det første skridt og opgradere fra Windows 7 eller 8, så skal Windows 10 have noget nyt at tilbyde. Og her er et løfte om et styresystem, som løbende vil blive bygget om, næppe et solidt salgsargument.

Den nuværende testversion af Windows 10 er meget ufærdig. Skelettet er nogenlunde på plads, men der mangler mange funktioner, som brugere af Windows 7 og 8 er vant til. Microsoft står blandt andet med en stor udfordring i forhold til 'Continuum', som skal gøre det let at skifte mellem touch og klassisk desktop. For Windows 8-brugere vil den nuværende touch-grænseflade i Windows 10 virke som et betydeligt tilbageskridt.

Det kan måske være fornuftigt nok, for førsteprioriteten for Microsoft må være at få Windows 7-brugerne med på opdateringen inden for en kort tidshorisont. Hvis Microsoft vil gøre sig selv i stand til at kunne reagere hurtigere på nye tendenser i markedet, så nytter det ikke noget at have halvdelen af brugerne på en platform som Windows 7, der bygger på forrige generation af teknologi og ikke er fleksibel.

Den fornuftige bookmaker vil derfor sige, at slutningen af juli er sidste frist for Microsoft, hvis momentum fra studiestarten skal udnyttes, men hvor der samtidig er tid nok til at få banket de sidste ujævnheder ud af Windows 10.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Bent Jensen

Så en Alfa version af win 10, selv om de måske slet ikke tilnærmelsesvis er klar. Tror jeg lige venter en enkelt version igen.

MS lærte det ikke med Vista, at sende noget ud før det er klar giver måske penge i første omgang, men dyre klaps i røven bagefter. Først med den endelige version af Vista, nemelig 7 fungeret det.

Sådan nogen versioner, der kommer fordi aktionærer og PR afdelingen ønsker det, kan bliver dyre, på længere sigt. MS har heller ikke længer så lang snor, og der er konkuranter der trænger sig på. Vi får se, jeg vil ikke være prøveklud i denne omgang.

  • 1
  • 1
#2 Gert Agerholm

Jeg har installeret en virtuel udgave på min MAC. I Parallels har man mulighed for at installere en Windows 10 uden medie eller noget som helst, den henter selv installationen via nettet og installerer det hele. Jeg ved ikke hvor "færdig et produkt" det er, men det jeg har set er faktisk helt OK, det er en god kompromis mellem Windows 8.1 og 7, så for mig at se har de faktisk lært noget af misforståelserne i Windows 8.

  • 1
  • 0
#3 Finn Renard

Kig lige ud over Danmarks grænser. Microsoft lancerer nok næppe Windows 10 før tiden for at få de danske studerende med, når stort set resten af den vestlige Verden starter ultimo august eller først i september.

  • 0
  • 0
#4 Dan Johansen

Jeg er enig med dig, Finn. Jeg gætter på en release i midt August, hvis de prøver at fange studie folkene verden over. Hvis de derimod ikke føler sig klar til at release der, så venter de nok til Oktober/November, for at være med i julegave salget, og have nogle flere ting klar i den releasede udgave, så det virker mere færdigt.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere