Chef i Forsvaret: 300-400 mio. kr. er relativt billigt for nyt system til dokumenthåndtering

Forsvaret søger ny leverandør til dets gamle it-system. Størstedelen af det anslåede trecifrede millionbeløb til projektet går til driften over de næste syv år, oplyser chef i Forsvarskommandoen.

Forsvarets står over for at skulle opgradere dets koncernfælles elektroniske sags- og dokumenthåndteringssystem, KESDH, som Version2 skrev om tirsdag.

Læs også: Forsvaret skal opgradere forældet it-system for op mod 400 mio. kr.

Prisen for opgraderingen har dog ikke noget at gøre med den efterfølgende drift, vedligeholdelse og videreudvikling af systemet, sådan som det tidligere har fremstået, oplyser chefen for Forsvarets Koncernfælles Informatiktjeneste, Asger Søndergård Olesen.

»Vi har lavet et udbud, der er estimeret til ca. 3-400 mio. kr. Hovedparten af de penge går til driften over de næste syv år, og resten går til udvikling af optioner og den efterfølgende drift af dem,« siger han til Version2.

Det er Forsvarets nuværende leverandør CSC, der skal stå for selve opgraderingen, som vil koste omkring seks mio. kr. inkl. hardware, teknisk opgradering og konsulentbistand. Den større sum penge kommer først på højkant til den efterfølgende drift og udvikling, som Forsvaret har sat i udbud, og som leverandører – inklusive CSC – kan byde ind på indtil 30. september i år.

»Det er et stort system med mange servere og applikationskode, som skal vedligeholdes. Det skal leverandøren afsætte folk til over de næste syv år. Derudover kommer der en række optioner, der koster ekstra at købe og drive. Derfor løber det op i omkring 3-400 mio. kr.,« siger Asger Søndergård Olesen.

»Det er faktisk relativt billigt, hvis du ser det på den måde,« siger han.

Holder fast i samme system

Forsvarets nuværende KESDH-system er baseret på Captia fra Scanjour, der blev implementeret i 2009, men efterfølgende hurtigt blev forældet, da den gamle version eksempelvis ikke understøttede Microsoft Office 2010.

Læs også: Forsvaret pønser på at udskifte brændende it-platform til 200 mio. kr.

Det vil Forsvaret nu forsøge at rette op på med opgraderingen til den seneste version.

»Platformen er så gammel, at den skal opgraderes,« siger Asger Søndergård Olesen.

Hvorfor har I valgt den samme platform? I kommer igen til at binde jer til en ny version, og der vil jo også komme nye opdateringer til Office og andet software i fremtiden.

»Vi har koblet rigtig mange arbejdsprocesser op på det her system, så det at skifte til et nyt vil tage mange år. For det første skulle du ud og lave et udbud om en helt ny løsning, og lige nu har vi en platform, der er så gammel, at den skal opgraderes nu. Vi kan simpelthen ikke vente et par år, for der vil den nuværende løsning være for gammel,« siger Asger Søndergård Olesen.

Vil spare penge på mindre brugertilpasning

Forsvaret benytter opgraderingen til at skille sig af med flere omkostningstunge specialtilpasninger i KESDH-systemet.
I alt regner Forsvarets it-direktør med at fjerne 60 pct. af de nuværende 39 tilpasninger, som er blevet udviklet specifikt til Forsvaret.

»Vi har estimeret driftsomkostningerne i udbuddet til det samme, som det koster at drive systemet i dag, men vi håber på at kunne gøre det billigere,« siger Asger Søndergård Olesen.

Til gengæld vil han gøre det mulig at få indbygget en række ekstra funktioner i systemet, der kommer til at koste ekstra, men som er en del af de estimerede 3-400 mio. kr.

»Det kan blandt andet være en webgrænseflade, så der er nogle mere moderne løsninger til brugerne,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (14)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Daniel Udsen

400/7 57mio årligt hvad er det i fuldtidsstillinger 50+?

Går ud fra det ikke inkludere betaling til MS for Office eller drift af selve klient platformen så vi taler dybest set om ren drift af sagshåndtering. Og vi taler om penge der går til en og kun en privat aktør.

  • 0
  • 0
#2 Peter Mærsk-Møller

Hvis vi kigger på Wikipedia finder vi

"I 2005 skrev Rigsrevisionen en beretning om forsvarets ibrugtagning af systemet. Beretningen konkluderer overordnet, at "Forsvarets anskaffelse af DeMars har været tilfredsstillende". De følgende års erfaring med DeMars har dog vist sig at være utilfredsstillende. I 2008 måtte forsvaret således betale 259 mio. kr. i konsulentudgifter alene til DeMars, og endte det år med at overskride sit samlede budget til IT-konsulenter på 119 mio. kr. med 350 mio. kr. I juni 2011 rettede Rigsrevisionen en "sønderlemmende" kritik mod forsvarets økonomistyring og dermed mod DeMars, der åbenbart ikke tillader forsvaret at udregne omkostningerne for de enkelte opgaver og missioner. Folketinget har derved svært ved "at træffe nogle beslutninger, fordi man ikke rigtig ved, hvad tingene koster".[5] En af årsagerne til at økonomistyringen ikke er kommet til at fungere med DeMars angives at være at systemet ikke bliver brugt rigtigt længere nede i hierarkiet. I august 2011 bragte Nyhedsmagasinet Ingeniørens IT-sektion artiklen 'Soldaters udlægning af SAP: Standser Al Produktivitet'. Ifølge denne artikel opfatter et antal af forsvarets medarbejdere DeMars som 'alt for komplekst. Det giver rod, forvirring og spildte arbejdstimer'. På trods af den meget store investering på over 1 mia. kr. samt meget høje løbende udgifter, så har DeMars således endnu ikke demonstreret hverken en forenkling af arbejdsgangene eller en effektiv økonomistyring."

Hvis man ser det i det lys, kan vi vel regne med en pris på 1.2 milliarder, årelange forsinkelser og en tvivlsom gevinst, der slet ikke står mål med investeringerne? Og så medregner vi ikke den samlede investering på over en milliard eller de mange spildte arbejdstimer, der sikkert er løbet op i hundrede af millioner kroner. Og vi medregner heller ikke de investeringer Forsvaret sikkert skal have som følge af det nye system de nu ønsker.

Utvivlsomt en leverandør, der glæder sig til at udskrive fakturaer på arbejde lavet i Indien?

Eller er past perfomance uegnet til vurdering af future excellence?

På den anden side kan vi jo heller ikke have et forsvar, der har rod i deres systemer. Så hvad gør vi?

  • 2
  • 0
#8 Søren Larsen

"Vi kan simpelthen ikke vente et par år, for der vil den nuværende løsning være for gammel" siger Asger Søndergård Olesen.

At systemet ikke han håndtere Office 2010 er vel ikke alene grund til at hasteopgradere, eller hvad, tidligere Office version virker da stadig.

Er der iøvrigt nogen der kan forklare hvad der menes med drift i et system som dette? Jeg mener, at skifte en defekt disk i SAN'et i ny og næ eller sørge for at der køres backup, kan da ikke forsvare en så uhyrlig pris!

  • 3
  • 0
#13 Christian Nobel

Hej. DeMars er forsvarets SAP løsning og har altså ikke noget at gøre med det her Captia system fra Scanjour. :-)

Det er ikke det det drejer sig om - det kunne for den sags skyld være en lyserød elefant.

Det det drejer sig om er at offentlige udbudsforretninger gang på gang koster et exorbitant millionbeløb, og at de gang på gang kører helt i skoven, så det exorbitante millionbeløb ender i et exorbitant milliardbeløb.

  • 0
  • 0
#14 Finn Christensen

Det det drejer sig om er at offentlige udbudsforretninger gang på gang koster et exorbitant millionbeløb..

Så så.. små slag. Når der er underskud på Polsag etc. etc., så skal pengene jo hentes et andet sted - "Den enes brød den andens død" eller er det omvendt ;)

Den nye datacentral (CSC) prøver at drive en forretning, og er ikke et politisk projekt, som forgængeren Datacentralen I/S.

Konceptet med pantsætninger og salg af arvesølvet som Nyrup-regeringerne startede i 1990'erne.. Datacentralen, Kommunedata, TDC, Combus, DSB IC4 m.fl. samt kommunale energiselskaber sluttende med Dong Energy - det ligner en lang række uprofessionelle forestillinger med overraskende konsekvenser for befolkningen.

Enten har ministre og vores folketing snydt og løjet groft for befolkningen, eller også har embedsvældet snydt skiftende regeringen ved at lave dårligt arbejde i form af ugennemtænkte betingelser - hullet som en si.

Men du har helt ret i, at tåbelighederne ikke som før er nogle mio. hist og pist, men sniger sig op mod milliarder.

Da vi næsten har deflation, så skyldes det her ikke takt- eller prisregulering. Måske søger talblinde i det nye årtusinde efter 'magtens tinde' og havner i ..... :)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere