CFCS: Umuligt at opgøre antallet af cyberangreb på Danmark

Illustration: Iskra Dinkova
Virksomheders hemmelighedskræmmeri er med til at gøre det umuligt at kvantificere cybertruslen mod Danmark, lyder det fra efterretningstjenesten.

Danmark rammes eller forsøges ramt dagligt af cyberangreb, men det er umuligt at opgøre, hvor mange angreb det drejer sig om.

Sådan lyder svaret fra forsvarsminister Trine Bramsen (S) og Center for Cybersikkerhed (CFCS), efter at Venstres Jan E. Jørgensen har bedt om at få sat tal på cybertruslen.

»Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste er anmodet om et bidrag til besvarelsen og har oplyst, at der ikke findes en valid metode til at opgøre antallet af afværgede eller gennemførte cyberangreb, hverken på globalt, europæisk eller nationalt plan,« lyder det fra Trine Bramsen.

Hun og CFCS begrunder det blandt andet med, at virksomheder ikke altid er lige gode til at dele informationer om de angreb, de bliver udsat for.

»Ifølge Center for Cybersikkerhed bliver mange angreb afværget af forebyggende foranstaltninger som antivirus og sikker konfiguration af systemer. Samtidig er nogle virksomheder tilbageholdende med at offentliggøre sikkerhedshændelser, og derfor kan der være et meget stort mørketal.«

I en undersøgelse fra PwC om it-sikkerheden i 2020 fremgår det, at seks ud af ti danske virksomheder det år havde oplevet minimum en sikkerhedshændelse. Det er ifølge CFCS det højeste niveau i fire år.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#4 Ditlev Petersen

Denne her er også besynderlig:

Hun og CFCS begrunder det blandt andet med, at virksomheder ikke altid er lige gode til at dele informationer om de angreb, de bliver udsat for.

Man kan næsten kun sige: Spejl!

Virksomhederne skal nok kunne se et eller andet fælles gode, før de i stort antal deler deres kedelige oplevelser. Nogle gør det - det er smukt. Men at dele det med skæg og blå briller, er nok ikke lige sagen.

  • 15
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere