Søfarten bliver jævnligt ramt af cyberangreb, der kan forstyrre driften og i værste kan angreb mod skibe eller havne påvirke den fysiske sikkerhed.
Sådan lyder det fra Center for Cybersikkerhed (CFCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste, der i en ny trusselsvurdering konkluderer, at cybertruslen mod søfart og havne er meget høj.
Danmark er verdens femte største søfartsnation og har stor eksport indenfor søfart, og det betyder ifølge CFCS, at forskellige hackergrupper har betydelig interesse i den danske maritime sektor.
CFCS peger samtidig på, at der i stigende grad bliver brugt avancerede it-systemer i skibe, rederier eller havne. Hvis disse systemer bliver angrebet, kan det potentielt forstyrre driften og skade forretningen hos virksomhederne.
»I værste fald kan cyberangreb mod skibe, rederier og havne også påvirke den fysiske sikkerhed,« skriver CFCS i en pressemeddelelse.
Trusselsvurderingen kommer i kølvandet på, at flere virksomheder indenfor søfart og shipping er blevet ramt af angreb. Blandt andet blev Blue Water Shipping i september nødt til at lukke sine egne systemer ned på grund af et it-angreb.
CFCS peger på, at god cybersikkerhed er vigtig for den maritime verden, og fra næste år træder der også nye internationale regler i kræft, som betyder, at rederier i højere grad skal forholde sig til cyberrisici i skibenes systemer.