CFCS hæver trusselsniveauet: Risikoen for pro-russiske hackerangreb stiger
Center for Cybersikkerhed (CFCS) hæver trusselsniveauet for cyberaktivisme mod Danmark fra 'lav' til 'middel', fordi pro-russiske cyberaktivister de seneste uger også har ramt mål i vesteuropæiske NATO-lande, hvilket øger truslen for cyberaktivistiske angreb mod Danmark.
Det skriver CFCS under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i en pressemeddelelse, der følger den nye trusselsvurdering.
Læs også: Russiske hackere angreb Københavns Kommune: Fik adgang til kommunens netværk
Et trusselsniveau på 'middel' betyder, at »der er en generel trussel. Der er kapacitet og/eller hensigt og mulig planlægning. Angreb/skadevoldende aktivitet er mulig.«
CFCS hæver trusselsniveauet på baggrund af truslen fra aktører, hvis motivation for at ramme Danmark med cyberangreb er drevet af krigen i Ukraine.
Læs også: Ny Microsoft-rapport: Flere end har 200 russiske cyberangreb har ramt Ukraine
Cyberaktivistiske angreb kan antage forskellige former og målrettes forskellige typer symbolske ofre. Senest er der set eksempler på overbelastningsangreb mod myndigheders hjemmesider i blandt andet Estland, Rumænien og Letland, banker i Polen og TV- og radiostationer i Tjekkiet.
Cyberaktivisme kan ligeledes finde sted i form af hack og læk-angreb og defacement af hjemmesider, som CFCS skriver i trusselsvurderingen.
CFCS vurderer, at det er muligt, at særligt pro-russiske hackere vil gå efter mål i Danmark. Pro-russiske aktivistgrupper har tidligere angrebet virksomheder og myndigheder i eksempelvis Tjekkiet, Polen og Estland. Pro-russiske aktivister kan være interesserede i at straffe eller påvirke dansk støtte til Ukraine eller dansk pres på Rusland.
Læs også: Ransomware-gruppen REvil ser ud til at være tilbage efter anholdelser
Anti-russiske hackere, såsom hackere affilieret med Anonymous, kan være interesserede i enten at straffe organisationer med tilknytning til Rusland eller straffe mål i lande, som de mener ikke gør nok for at støtte Ukraine eller sanktionere Rusland.
Truslen gælder derfor også for danske organisationer eller personer med relationer til Ukraine, der kan blive ramt af angreb rettet mod mål i Ukraine. Danske ofre kan f.eks. få lækket følsomme oplysninger i forbindelse med hack og læk-angreb rettet mod organisationer i Ukraine.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.