CFCS advarer mod cyberangreb efter skudepisoder i København

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Cyberangreb i form af DDoS og defacement kan vise sig i forbindelse med weekendens skudepisoder i København, advarer Center for Cybersikkerhed.

DDoS-angreb, defacement og forsøg på hacking af sociale medie-konti.

På baggrund af skudepisoderne 14. februar og natten til den 15. februar i København anbefaler Center for Cybersikkerhed, at ejere af hjemmesider og andre internetvendte tjenester udviser skærpet opmærksomhed og vurderer, om it-sikkerheden omkring de internetvendte tjenester er tilstrækkelig, fremgår det af en pressemeddelelse fra organisationen (PDF).

»Opmærksomheden henledes på, at der som følge af hændelserne i København er risiko for, at danske hjemmesider og andre internetvendte tjenester kan blive forsøgt angrebet som led i en politisk tilkendegivelse,« står der i meddelelsen.

Center for Cybersikkerhed oplyser desuden, at erfaringen viser, at den form for cyberangreb, der følger i kølvandet på sådanne hændelser ofte er simple angreb, der kan iværksættes uden nævneværdig forberedelse.

Læs også: Hvem undersøger mobilspionage i Danmark?

Det kan eksempelvis være DDoS-angreb mod statslige og ikke-statslige hjemmesider, herunder mediehjemmesider. Det kan også være defacement af siderne, altså hvor indholdet bliver udskiftet.

Derudover kan også virksomheders og myndigheders konti til sociale medier, såsom Twitter og YouTube, blive forsøgt overtaget af hackere. Enten ved at gætte kodeordet til tjenesterne eller ved at forsøge at lokke kodeordet ud af myndighedens eller virksomhedens medieansvarlige.

Center for Cybersikkerhed har dog ikke konkret viden om, at cyberangreb er forestående, står der i pressemeddelelsen, der er dateret søndag 15. februar.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere