Efter flere år på andenpladsen har C overhalet Java. Python har byttet plads med C++, og dermed taget tredjepladsen, imens at R har presset sig ind i top 5 på bekostning af C#.
Det skriver Teknologimediet IEEE Spectrum, der har lavet en opgørelse over programmeringssprogs popularitet ud fra 10 forskellige kilder opdelt i 12 kriterier. Du kan se en interaktiv oversigt på deres hjemmeside, hvor der er mulighed for at se specifikke ranglister for fx web- eller mobiludvikling.
Python og R's stigende popularitet hænger sammen med en tilsvarende udvikling for big data-sprog såsom Go, Julia og Scala. Alle bruges til især data mining.
Google og Apple kan bryste sig af, at deres sprog Go og Swift indtager flotte pladser på IEEEs barometer og dermed forbedrer deres position i forhold til sidste år. Det er kun tredje år i træk, at IEEE har regnet sig frem til en oversigt over populære sprog.
Apples Swift og flere andre programmeringssprog debuterede sidste år på oversigten, men i 2016 er der ingen debutanter.