Byd ind med dine spørgsmål: Danmark lancerer ny teknodiplomatisk strategi

Danmarks nye tech-ambassadør. Hendes forgænger endte med at få job hos en af de techvirksomheder, Udenrigsministeriet nu vil regulere. Illustration: Anders Meldgaard Kjemtrup
Vi skal sikre, at teknologien bruges til at understøtte demokratiet, ikke underminere det, lyder det i strategien.

»Synet på tech-giganterne er mere kritisk, og det er ikke længere et spørgsmål om tech-industrien skal reguleres, men hvordan den skal reguleres.«

Således starter første afsnit i den nye, teknodiplomatiske strategi, Udenrigsministeriet har fremlagt.

Læs også: Danmarks nye tech-ambassadør efter hård kritik af indsatsen: »Vi skal levere helt konkret værdi«

Danmark skal nemlig navigere i en ny, digital tidsalder, og det kræver handling, forpligtelse til globalt samarbejde og mod til at lede, skriver Udenrigsministeriet i strategien.

»Danmark skal gå forrest og aktivt være med til at forme de globale spilleregler, så vi sikrer, at den teknologiske udvikling understøtter vores sikkerhed, værdier og velstand,« som Udenrigsministeriet skriver det.

Udenrigsministeriets 'digitale verdenskort'. Illustration: Udenrigsministeriet

Skal fortsat løfte danske problematikker for techgiganter

Det teknologiske diplomati skal ifølge strategien indhente viden om nye trends og tendenser fra teknologiudviklingens frontlinjer for at bidrage til Danmarks digitale politik-udvikling og styrke samfundsdebatten om nye teknologier.

Derudover skal det løfte konkrete sager for danske myndigheder i tech-giganternes hovedkvarterer, hvor vidtrækkende beslutninger af betydning for danske virksomheder og borgere bliver truffet.

Læs også: Efter tre år og tyve millioner kroner: Hvad har Danmark fået ud af TechPlomacy?

Og det skal bruge vores internationale netværk til at fortælle historien om Danmark som digitalt foregangsland og styrke teknologisamarbejdet med andre lande, skriver udenrigsministeriet.

Version2 har i morgen fredag et interview med Danmarks nye tech-diplomat Anne Marie Engtoft Larsen. Hvis du har spørgsmål, vi skal bringe med til hende, kan du skrive dem i kommentarfeltet herunder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Børge Svingalius

Før vi bekymrer os alt for meget om Danmarks diplomatiske status ude i verden, og hvordan vi skal forholde os til internationale tech-giganter, synes jeg det må være på sin plads at granske de indenrigsmæssige forhold når vi snakker anvendelsen af (ny) teknologi. Her mener jeg ikke kun de tekniske omstændigheder, fysikaliteter og kravsspecifikationer, men ligeså meget den mentalitet der hersker ift. synet på overvågning, kontrol, frihed og demokrati - både hos magthaverne og den brede befolkning (hvorimellem jeg fornemmer en vis diskrepans). Det er vigtigt fordi at teknologi idag ofte bliver set som 'et mål i sig selv', hvor betagelsen af dette og hint nye dims formudrer de moralske dimensioner enhver teknik/teknologi helt naturligt indebærer, men også for at have et udgangspunkt for en fornuftig debat.

Der er sket et enormt skred i den teknologiske udvikling de sidste 20 år, men der er sket et gigantisk og helt uproportionelt (usammenligneligt med den teknologiske udvikling) skred i den generelle overvågning (både frivilligt og tvungent), og dertilhørende sociale kontrol. Listen med tiltag, love, ønsker, planer, afsløringer osv er for lang til at begynde på her. Kig bare igennem arkivet her på version2 og se hvor mange nyheder der handler om lempelse af kontrollen, mindre overvågning, mere respekt for privatlivet og negative konsekvenser ved udviklingen. Jeg tror ikke der er mange, hvis nogen.

Spørgsmål: "hvordan vil tech-ambassadøren udføre opgaven som den superhelt der skal til for at opløse det danske, dystopiske teknokrati, omvende magthavernes naive, griske, udemokratiske og farlige tilgang til ny teknologi og dens anvendelse, deres russiske tilgang til overvågning og kontrol og slutteligt hvordan vil tech-ambassadøren kunne holde masken når Danmark skal prises for deres 'fantastiske arbejde med digitalisering' ude i den store verden?

eller:

"vil tech-ambassadøren tage den store ideologiske kamp op med staten Danmark?"

  • 6
  • 1
#2 Jesper Frimann

Tja ja.. lidt sådan off the head....

Er de ting der egentlig skal til for at salgsstrategien lykkedes, for det er meget en salgsstrategi, ikke ting der er uden for uden for uden udenrigsministeriets resort ?

Hvilke samarbejder har udenrigsministeriet iværksat indadtil i Danmark for at strategien kan lykkedes ?

Der fokuseres meget på 'teknologi' men er de ting der skal til for at 'teknologi' skaber værdi netop ikke alt andet end teknologi ?

F.eks. vi underviser f.eks. stadig ikke folkeskoleelever i 'Datalære', for derved at skabe grundlaget for dygtige danske IT-folk. Mange private firmaer tyr i dag til at omskole akademikere til udviklere, hvilket jo alt andet end lige ikke er specielt optimalt. Har udenrigsministeriet startet en dialog op med f.eks. undervisningsministeriet om dette problem ?

Når vi implementerer EU lovgivning i Danmark så tilretter vi Dansk lovgivning således, at den passer med/implementerer EU lovgivning. Dette betyder at Danskudviklet ekspertise og systemer ikke kan eksporteres, da det er udviklet/passer til Danske forhold. Hvis nu man istedet implementerede EU lovgivning ved at ... indføre EU lovene, altså tilpassede Dansk lovgivning så det at indføre EU lov var at kopiere loven ind, ville det så ikke give Danske virksomheder en enorm konkurence fordel ?

Går det ikke den forkerte vej i Dansk offentlig IT og Teknologi ? Vi læser f.eks. at SKAT's basalt kører sine grundydelser på legacy systemer med op til 50+ år på bagen, og at man ikke formår at implementere nye systemer til tiden og systemer der virker. Når man ser på dokumenter tilbage fra IT og Telestyrelsen, så var disse i høj grad enten internationalt alignet, eller offentlig cutting edge. I dag ser vi den offentlige teknologi innovation basalt er en myriade af Apps, der mere eller mindre sikkert udstiller offentlige registre. Hvis vi udenrigsministeriets strategi skal lykkedes, kræver det så ikke en basal 'tilbage på sporet' for den brede offentlige Teknologi og IT strategi ?

// Jesper

  • 3
  • 0
#3 Ditlev Petersen

Vi kunne også promovere Danmark på, at vi engang var gode til at indrage brugerne i udvikling og implementering. Det gav glade(re) brugere og bedre systemer.

Et eller andet sted må der være systemer, der stadig udvikles efter disse idealer (ud over hvor jeg arbejder). Jeg læst engang i en amerikansk bog (fra 90'erne), at netop dette var et særkende for de skandinaviske lande, og at det kunne være forklaringen på, at it-systemer var en stor succes der, mens de var en stor fiasko i USA. Jeg tror, jeg har den endnu, men jeg er usikker på titlen.

Det er selvfølgelig svært at "sælge" landet på, at der vist engang lå et honningkagehus (uden heks) et sted i skoven. I stedet er heksen flyttet ind til byen, hvor hun prædiker "bank brugerne på plads"-strategien. Vi skal genopdage det honningkagehus.

Selv om det ikke hjælper på landets ry, så vil det være godt for os alle.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere