Bruttolønsordning slagtes: Du risikerer massivt skattesmæk for din billige iPad

Har du købt billigt multimediaudstyr gennem en bruttolønsordning, risikerer du fra 2012 at betale 150 procent i skat, hvis det kategoriseres som fryns. Det vurderer skatterevisor efter afskaffelse af multimediaskatten.

Danske medarbejdere i titusindvis er de seneste år blevet tilbudt at købe iPads, fladskærme og computere gennem den såkaldte bruttolønsordning, hvor de får it-udstyr til hjemmebrug mod at gå ned i løn.

Med den nye finanslov, som blev præsenteret torsdag, risikerer de nu at betale massiv overpris for it-udstyr, der falder under kategorien fryns - eksempelvis Apples populære tavle-pc iPad eller store fladskæms-tv.

Den nye finanslov fjerner nemlig hele grundlaget for disse bruttolønpakker, når det drejer sig om multimedieudstyr, og det er usikkert om eksisterende lønpakker eller bruttolønsaftaler indgået efter Finanslovens fremsættelse vil være dækket af de samme gunstige betingelser.

Læs også: Finanslov dræber billige iPads købt gennem lønpakker i firmaet

I en oversigt fra Skatteministeriet fremgår det, at man vil genindføre en værnsregel mod bruttolønsordninger, så udstyr, der ikke er nødvendigt i arbejdssammenhæng, beskattes med 50 procent af udstyres nyværdi i hele leasingperioden. Det betyder, at en aftale, der løber over tre år, bliver beskattet med 150 procent, fortæller skatterevisor Niels Sonne fra Deloitte.

»Det hænger måske sammen, når der er tale om en 12 måneders leasingperiode. Men når man kommer ud i leasingperioder, der strækker sig over flere år, bliver det problematisk. Beskatningen slår hårdt igennem på en computer til 15.000 kroner, man har valgt at finansiere over tre år, for så er det lige pludseligt 150% beskatning af 15.000,« siger Niels Sonne til Version2.

Niels Sonne kalder reglen for en ”monster-værnsregel” og kalder det overraskende, at man har valgt den løsning, man ellers gik væk fra med multimedieskatten. Han bliver kimet ned, fordi mange af de virksomheder, som Deloitte rådgiver, vil vide, om de skal stoppe de tilbud, de lige nu har til deres medarbejdere om aftaler, der løber de næste tre år.

For selv om skattereglerne er meldt ud, er det endnu uklart, om der vil være en overgangsperiode hvor de, der allerede har et produkt, eller netop har valgt, ikke vil blive ramt af beskatningen, der står til at træde i kraft 1. januar.

»Skatteministeriet skal være hurtig og melde noget ud meget snart. Der er rigtig mange, der lige har valgt produkter, og der er nogen, der har valgt tilbage i 2009, som blev leveret 1. januar 2010, da multimedieskatten trådte i kraft, som risikerer at blive ramt af den nye beskatning.«

Problemet er nemlig, at hvis man fjerner multimedieskatten og genindfører reglerne om beskatning af fri telefon og samtidig vil have en overgangsordning, så skal man faktisk finde en ny skatteregel, for at kunne beskatte dem, der er omfattet af overgangsordningen, fortæller Niels Sonne, der kalder det for et meget kompliceret regnestykke.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jens Dalsgaard Nielsen

Generelt er det en dårlig ide hvis det er ens arbejdsgiver der kan sætte en i skat, det burde kun være skatteministeren. Bruttolønsordninger har være firmastyret skattepolitik, idet nogen firmaer synes det var en god ide, mens andre ikke synes de ville være med.

  • 2
  • 1
Peter Makholm Blogger

Det gør det jo så heller ikke bedre når mange medarbejderordninger i forvejen har været prissat 20% over en fornuftig kontantpris (dækker over renter, påtvungne serviceordninger, øget fortjeneste).

Jeg havde nok været lidt bitter hvis jeg var hoppet på vognen i sommers, nu ender jeg sikkert i nærheden af kontantprisen for en tilsvarende maskine. Men jeg har nu altid opfattet det som et socialt skævt skattefradrag og jeg har det egentligt også fint med at få et skattesmæk - det er risikoen når man baserer sin økonomi på skattetricks.

  • 7
  • 2
Thomas Mortensen

Jeg synes det er komisk at alt pressemateriale i forbindelse med finansloven taler om at det koster 500 millioner at afskaffe multimedieskatten. Jeg tænkte med det samme at det nok var tættere på 0kr når man regnede alle bruttolønsordningerne med.

Og medierne spiller bare med. Personligt kender jeg ikke nogle ingeniører der ikke satte sig ned og regnede på multimedie-skatten da den blev indført og kom frem til "det er da ok det her" så snart man regnede det hele med.

Så hele denne misere handler mere om at regeringen forsøger at maskere en skattestigning som en afskaffelse af en skat.

Men det er nok bare begyndelsen, og prisen for at vore medborgere har valgt en Robin-hood regering til magten i krisetider.

  • 2
  • 2
Peter Makholm Blogger

Det er noget vrøvl. Denne ændring af skattelovgivningen har helt klart kun fremadvirkende kraft. Den dækker kun lønydelser du ikke har fået udbetalt. Hvordan du får din lønydelser udbetalt er skattevæsnet underordnet.

Du har måske misforstået forudsætnignerne for den kontrakt du har indgået med din arbejdsgiver, men med mindre arbejdsgiver har bestyrket den misforståelse er der ikke noget at komme efter.

  • 8
  • 3
Jan Wiberg

Det ændrer da ikke på at folk baserer deres beslutninger på gældende regler. Det lugter lidt af skadefro at rykke ansvaret over på medarbejderen når det har været fuldstændigt legalt i første omgang. Præcist det samme er gældende (dog i noget større skala) når folk bosætter sig langt fra arbejdspladsen og regner med et transportfradrag, eller rentefradraget osv osv.

Jeg siger ikke at landets love skal være sat i sten, men folk tager nu engang beslutninger ud fra hvordan reglerne er udformet, og det synes jeg ikke man bør klandre dem for. Personligt synes jeg det er værd at miste lidt indtægter men til gengæld indføre større regelændringer over lidt tid så der er mulighed for at justere. Om denne her så er for lille til kvalificere...

  • 6
  • 2
Nicolai Rasmussen

Enig. Hvis man køber på en bruttolønsordning, eller på anden vis baserer sig på kørselsfradrag, rentefradrag, skattefri diæter,arbejdsgiverbetalt xyz, så risikerer man at ens grundlag skifter.

Det er usikkert at leve i en foranderlig verden. Hvis du ikke er til den slags øgede risici, så lad være med at benyt de usikre ting. Men PLEASE hold op med at tude, når noget ændres en lille smule til ens ugunst. Det her burde ikke ændre noget videre på nogens samlede skattebetaling,- og hvis det gør, så har man nok været lidt vel kreativ...

  • 5
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere