Brugere: Windows-opdatering kvæler dot-matrix-printere
Flere læsere oplyser til det britiske medie The Register, at de oplever problemer med Epson-printere efter den månedlige opdatering fra Microsoft til Windows.
Nærmere bestemt skulle der være tale om dot-matrix-printere, som ifølge The Register stadig bliver brugt, særligt i forbindelse med regnskabssoftware.
En læser fortæller eksempelvis til mediet om to kunder med Epson-printere, der ikke fungerer efter den seneste opdateringspakke fra Microsoft til henholdsvis Windows 7 og Windows 10.
I en support-tråd om emnet fortæller brugeren Saintneo, at han har 40 computere i sit firma, som printer via dot-matrix. Og nu kan kunder ikke længere printe kvitteringer på dem.
»This is outrageous,« skriver Saintneo.
The Register har ikke kunnet få nogen kommentarer fra hverken Microsoft eller Epson. Mediet bemærker, at det som sådan ikke er usædvanligt, at de månedlige Windows-opdateringer går ud over funktionaliteten.
Som eksempel nævner The Register en opdatering fra sidste måned, som åbenbart fik nogle Windows-systemer, som administreres via Microsofts Windows Server Update Services, til at crashe under boot.
