Beskedtjenesten til krypteret kommunikation ‘Signal’ oplever i øjeblikket en storm af nye brugere, der er så voldsom, at telefonnummerbekræftelserne for nye konti er forsinket.
Det skriver The Verge.
På Twitter skriver Signal, at man er meget begejstret for de mange nye brugere, og at man netop er i gang med at løse problemet med nummerbekræftelse.
Appens popularitet har fået et boost efter verdens nyligt kåret rigeste mand, Elon Musk, har opfordret folk på Twitter til at downloade tjenesten.
Den opfordring kommer samtidig med, at den konkurrerende, Facebook-ejede beskedtjeneste WhatsApp er kommet i dårligt lys, efter virksomheden har opdateret sin privatlivspolitik.
Før opdateringen kunne brugere nemlig fravælge, at tjenesten deler data med Facebook, men det kan man ikke mere. Hvis man ikke accepterer vilkårene, skal man slette appen.
Signal er ejet af en nonprofitorganisation, og softwaren er blevet udviklet i samarbejde med Brian Acton, en af mændene bag WhatsApp, som tidligere har kritiseret sidstnævnte for sin privatlivspolitik.