Webapplikationer som Content Management Systemer (CMS), Customer Relationship Management (CRM) eller økonomisystemer, som typisk kun bruges via en browser, er et stigende problem.
> Den it-kriminelle kan finde på at modificere en kode eller installere en bagdør
Den største stigning i angreb ses i finanssektoren, hvor antallet af angreb er steget fra 31 til 82 procent siden 2015. Det viser Verizons sikkerhedsrapport fra 2016.
Men også uddannelses-, underholdnings- og informationsbranchen oplever en stor stigning i angreb, hvor alle ligger over 50 procent, skriver IT-Branchen i en artikel.
Angrebene sker på flere forskellige fronter. Eksterne brugere, f.eks. kunder og partnere er udsat, men også interne brugere og administratorer bliver ramt, hvis de anvender en inficeret computer.
Logger en person ind via en inficeret computer, sendes brugernavnet og adgangskode til den it-kriminelle, som derefter kan frit logge ind i systemet.
Dog kan der også være en sårbarhed i selve applikationen, som gør det nemmere for hackerne at få adgang til følsomme oplysninger, som kan være alt fra finansielle oplysninger til ordrehåndtering og forretningsaftaler.
»Flere virksomheder vælger i dag at tilbyde f.eks. brugere og kunder adgang til følsom information via webapplikationer. Den stigende adgang øger risikoen for mulige angreb, og vi ved, at det kan være et problem at holde øje med og kontrollere sikkerheden. For gennem brugen af webapplikationer er vedligeholdelsen af systemet ude af virksomhedens hænder, og det skaber en større usikkerhed i anvendelsen af dem,« udtaler Jens Monrad, analytiker i FireEye og medlem af IT-Branchens it-sikkerhedsudvalg.
Adgang til applikationen bør overvåges
Bruger en virksomhed webapplikationer til følsomme oplysninger, er det vigtigt, at man sikrer, at adgangen til applikationen bliver overvåget, mener IT-Branchen.
»Vi ser typisk, at et succesfuldt angreb på webapplikationer også resulterer i, at den it-kriminelle kan finde på at modificere en kode eller installere en bagdør, som giver mulighed for en uautoriseret adgang. Har en virksomhed ikke processerne på plads i forhold til adgangskrav og overvågning af sikkerheden, kan angrebene være langvarige og derfor påvirke det efterfølgende arbejde,« fortæller Jens Monrad.
Større krav til leverandørernes it-sikkerhedsindsats og to-faktor autentificering af brugerne kan afhjælpe problemet, mener IT-Branchen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.