Google planlægger at erstatte tredjeparts-cookies i Chrome med et nyt system, der deler færre informationer med annoncerer, og det har nu fået de britiske konkurrencemyndigheder til at indlede en undersøgelse.
Det skriver BBC.
Ifølge The Competition and Markets Authority (CMA), der er en pendant til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen herhjemme, kan Googles planer nemlig få seriøse konsekvenser for det digitale annoncemarked.
Både Safari og Firefox blokerer i dag som standard cookies, der sporer brugeren på tværs af sider, men Google vil altså gå skridtet videre og vinke farvel til alle cookies bortset fra såkaldte førsteparts-cookies, der bruges af en hjemmeside-ejer til at spore adfærd på egen side.
I stedet vil Google give annoncører mere begrænsede, anonymiserede data om internet-brugere.
Google har tidligere meldt ud, at man vil fjerne tredjeparts-cookies fra Chrome inden 2022.