Britisk pres på kryptotjenester efter angreb: »Der bør ikke være noget sted, terrorister kan skjule sig«

Efter angrebet i London, hvor fem mennesker mistede livet, langer den britiske indenrigsminister nu ud efter tjenester som WhatsApp.

Den britiske indenrigsminister lægger med nye udtalelser pres på tjenester til end-to-end-kommunikation som Facebooks WhatsApp. Det sker i kølvandet på angrebet i London, hvor Khalid Masood dræbte fire mennesker.

Ifølge BBC er det opfattelsen, at Masoods telefon to minutter inden angrebet havde været forbundet til beskedtjenesten WhatsApp.

Som flere læsere vil vide, så benytter WhatsApp på linje med en række andre tjenester, end-to-end-kryptering. Det vil sige, at beskederne i udgangspunktet ikke kan læses af myndigheder eller andre, mens de bevæger sig fra afsender til modtager.

Og såfremt Masood har sendt beskeder lige inden angrebet via WhatsApp, så er det i udgangspunktet ikke muligt at finde ud af, hvad det har været for beskeder, oplyser BBC.

»Det er fuldstændigt uacceptabelt. Der bør ikke være noget sted, hvor terrorister kan skjule sig,« siger den britiske indenrigsminister, Amber Rudd, i et interview med BBC One.

»Vi bliver nødt til at være sikre på, at organisationer som WhatsApp - og der er rigeligt med andre som denne - ikke leverer et hemmeligt sted, hvor terrorister kan kommunikere med hinanden,« siger den britiske minister.

Breve kunne også dampes åbne

Herefter går hun videre til at påpege, at det plejede at være sådan, at det var muligt at dampe breve åbne eller lytte med på telefonsamtaler, hvis man ønskede at finde ud af, hvad folk foretog sig. På lovlig vis via en dommerkendelse, påpeger Rudd.

»Men i forhold til denne situation så er vi nødt til at sikre os, at vores efterretningstjenester har muligheden for at få adgang til eksempelvis krypterede WhatsApp (eng. get into situations like encrypted WhatsApp, red.).«

Leder af det britiske oppositionsparti Labour Jeremy Corbyn påpeger ifølge BBC, at myndighederne allerede har stor magt. Og at der skal være en balance mellem 'retten til at vide' og 'retten til privatliv'.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jørn Wildt

Men, frihedskæmpere og andre tapre forsvarere af det vestlige demokrati, som lever i diktaturer og undertrykte lande, skal selvfølgelig have adgang til fri kommunikation uden at undertrykkerne kan følge med, naturligvis. Eller hvad?

(sarkasme kan forekomme ...)

  • 21
  • 0
#2 René Nielsen

Lad os starte med at slå fast, at den engelske politikkers påstand er 100 % udokumenteret og strider fuldstændigt imod det billede som de mange terrorrapporter har tegnet i snart 10 år. På den måde frigjort fra fakta og andre forstyrrende elementer, kan politikeren som Blackadder fremsætte sine budskaber, frigjort fra al fornuft og fakta.

Terrorister bruger ikke kryptering, hverken før eller under deres angreb. De forbereder nemlig deres udåd uden brug af mobiler/tablets og når først bomberne sprænger, så er det uden operativ betydning om der anvendes kryptering eller ikke. Det ved vi fra utallige terrorrapporter.

Almindelig logik tilsiger, at man skal have tillid til det telenet som transporter det krypterede budskab, til krypteringen og til producenten af telefonerne.

De terrorister som er i live og på fri fod, har overlevet fordi de har mistillid og de ikke bruger mobiler og ikke har tillid til mobiler eller mobilkommunikation.

Så det er noget vrøvl om whatsapp faktisk skulle være blevet brugt eller om whatsapp er krypteret eller ej - for når terroranslaget er i gang, så betyder det ikke noget!

  • 14
  • 0
#3 René Nielsen

Herefter går hun videre til at påpege, at det plejede at være sådan, at det var muligt at dampe breve åbne eller lytte med på telefonsamtaler, hvis man ønskede at finde ud af, hvad folk foretog sig. På lovlig vis via en dommerkendelse, påpeger Rudd.

Blot for at demonstrer den engelske politikkers uvidenhed, så var opdamping af breve ikke et universel middel til "aflytning".

F.eks. kunne et brev sikres med en håndskreven afsenderadresse skrevet med kuglepen på bagsiden som gik det sammenlimede stykke, som så var tapet hele vejen rundt. Et sådan brev kan ikke dampes op og affotograferes før det afleveres fordi den håndskrevne adresses håndskrift kunne være en måde at sikre sig imod overvågning.

Det brev måtte destrueres fordi det ved aflevering ville afslører overvågningen.

Dernæst kunne der være aftalt at brugen af bestemte ord betyde noget særligt som kun modtager og afsender kender. I gamle dage sendte man da ikke sine beskeder med fjendens tjenester, man brugte egne og betroede budbringere.

Det er derfor ikke noget nyt eller et specielt problem ved krypterede tjenester af en efterretningstjeneste ikke forstår den fulde betydning af kommunikationen eller ikke er i stand til at overvåge sine mål 100 %.

Hvis den engelske politikker har et blot overfladisk kendskab til emnet, så er der ikke noget nyt i det jeg skriver udover at politikeren ønsker at overvåge masserne, for terroristerne skal nok undgå at deres kommunikation bliver opsnappet.

  • 12
  • 0
#4 Ditlev Petersen

Åbning af breve var skam en særdeles udbredt praksis. Man havde så den fordel, at der ikke var så mange og at man ofte kendte modtageren. Man kan ret let forfalske en seglstampe. Amalgam er en mulighed. Et segl kan løsnes med en varm kniv. Dette imødegås med oblater med æggehvide, der vil hærde ved varmen fra segllakken. Amerikanerne (og sikkert mange andre) havde tænger og pinde med en slids, hvormed man kan få fat i et brev i en konvolut, rulle det op om tangen og liste det ud. Efter endt studium, lægges det på plads på samme måde. Jeg har hørt en vild (?) historie om en maskine på et østtysk postkontor, der kunne gennemlyse og "udfolde" et brev uden at man skulle pille ved konvolutten. Er der en grund til, at de fleste konvolutter i dag IKKE har sikkerhedplumretryk på indersiden?

Så man skriver en forkert/ingen afsender på og adresserer brevet til en forhåbentligt tilforladelig person, der kan befordre det videre.

  • 0
  • 0
#5 Søren Ferling

»Det er fuldstændigt uacceptabelt. Der bør ikke være noget sted, hvor terrorister kan skjule sig,« siger den britiske indenrigsminister, Amber Rudd, i et interview med BBC One.

Det vel det samme som at sige at ingen må kunne skjule sig for staten - nogen steder - og det betyder vel igen at staten skal vide alt om alle.

Mon ikke denne terror kommer visse politiske kredse godt tilpas.

  • 6
  • 0
#6 Peter Lund

Syntes ikke det fremgår af artiklen, men jeg mener at kunne erindre at Whatsapp i Januar havde en vulnerability der gjorde at facebook kunne få appen til at regenere de keys der bruges til end-end encryption og gensende usendte besker.

Så fra Januar har der da være spørgsmål omkring hvor sikker den app er som krypteret besked tjeneste - er bare ikke helt op til date omkring hvor det står henne idag.

https://www.theguardian.com/technology/2017/jan/13/whatsapp-backdoor-all...

  • 0
  • 0
#7 Brian Jensen

som har ligget parat til at blive fyret af ved næstkommende incident.

Selvfølgelig burde mikrofonholderen spørge ministeren hvordan det ville have kunnet forhindre nogen i at tage en bil og køre en masse mennesker ned.

At forsvare en fri stat ved at fjerne friheden (fra storebror), er en selvmodsigelse.

Der må være en del politikere, der har været erhvervspraktikanter i DDR i sin tid.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere