Britisk politi har beslaglagt for 2,6 milliarder kroner bitcoin
Britisk politi har i løbet af de seneste fem år beslaglagt bitcoin til en værdi af mere end 300 millioner pund, svarende til godt 2,6 milliarder kroner i forbindelse med politiefterforskninger.
Det skriver New Scientist.
Mere præcist drejer det sig om kryptovaluta til en på beslaglæggelsestidspunktet værdi af 322 millioner pund, hvoraf 99,9 pct. af værdien stammer fra bitcoin. Derudover er der også beslaglagt Ethereum, Dash, Monero og Zcash. Den reelle værdi af kriminelles ulovlige kryptovaluta kan dog være meget større.
New Scientists oplysninger bygger på en aktindsigt i 12 ud af Storbritanniens 48 politienheder, hvoraf 15 enten ikke svarede på anmodningen eller nægtede at udlevere oplysningerne.
Derudover fortæller Joseph Harrop, der er chefinspektør ved afdelingen for økonomisk kriminalitet i Greater Manchester Police, at der er tre store problemer, når det kommer til kriminelle og deres brug af kryptovaluta. For det første om personen overhovedet ligger inde med kryptovaluta, for det andet at få juridisk tilladelse til at beslaglægge det, og for det tredje at have den tekniske snilde til rent faktisk at gøre det.
