Britisk politi beslaglagde server fra dansk webfirma
Hvad der umiddelbart lignede en teknisk fejl, viste sig at være en aktion fra britisk politi, da den danske filuploadtjeneste Myupload.dk fredag morgen gik i sort.
Serveren står hos det hollandske hostingfirma Leaseweb, og her var hollandsk politi mødt op med en dommerkendelse fra de britiske kolleger i hånden og drog afsted med Myupload.dk's server.
Det fandt Rasmus Gjørret, der står bag Myupload.dk, først ud af, da han ringede til Leaseweb for at få en forklaring på nedetiden.
»Jeg fik lidt et chok, da jeg ringede til dem første gang og fik at vide, at serveren var taget af hollandsk politi. Så jeg måtte ringe op igen og få en dybere forklaring lidt senere,« siger han.
Udover at det var politiet, der tog serveren, har han ikke fået at vide, hvad der er sket, eller hvad der førte til dommerkendelsen. Men han gætter på, at en bruger har uploadet en fil med ulovligt materiale som for eksempel børneporno.
»Det er de meget strikse med i England, så det kan være derfor. Det må i hvert fald have været noget af en stærk kaliber, siden de er gået så vidt som at beslaglægge vores server,« siger Rasmus Gjørret.
Lørdag middag var serveren tilbage hos Leaseweb og online igen, og tilsyneladende er der ikke slettet noget fra serveren.
»Det hele er oppe og køre igen, og ingen af vores brugere er blevet berørt. Men jeg forstår ikke, at politiet ikke bare tog direkte kontakt til os. Vi er mere end glade for at hjælpe i den slags sager,« siger Rasmus Gjørret.
Sammen med partneren Christian Mathiesen holder han løbende øje med, om der bliver anmeldt indhold, som krænker andres ophavsret eller er ulovligt. Mail-boksen for den slags anmeldelser bliver tjekket mindst et par gange om dagen, forklarer han.
Tjenesten blev startet op i december 2007 som et fritidsprojekt for de to unge jyder. Antallet af brugere vokser løbende, og Myupload.dk har netop rundet 200.000 uploads. Hjemmesiden står snart over for en større opgradering, oplyser Rasmus Gjørret.
