Britisk digitaliseringsekspert: Vi har lavet den bedste manual til gode it-tjenester
I en årrække har Storbritannien kæmpet en brav kamp mod gigantiske og kuldsejlede it-projekter. En række radikale beslutninger senere er der udgivet en designmanual til it-tjenester, som David Cotterill, der er tidligere Deputy Director, UK Cabinet Office, ikke tøver med at rose.
»Det er den bedste manual, du kan finde, fhvis du skal lave gode it-tjenester,« fastslår han.
Det er ikke, fordi David Cotterill, der i dag er chef for cloud-tjenester i det danske softwarehus Cbrain, generelt anbefaler den britiske tilgang til it-styring i Danmark.
Hvis Danmark gjorde som i Storbritannien, ville udviklingen formentlig gå den gale vej, påpeger han. Men når det gælder manualen, har briterne ramt hovedet på sømmet.
Al udvikling af digitale tjenester, som udvikles af det offentlige og skal anvendes af borgere, skal følge processen, som manualen beskriver, og leve op til 18 krav for god it-udvikling. Det gælder i skrivende stund 803 forskellige tjenester med over 2,38 milliarder årlige transaktioner.
Den såkaldte Government Service Design Manual er opdelt i fire faser; Discovery, Alpha, Beta og Live.
Discovery-fasen skal udforske brugernes behov, Alpha-fasen skal levere en testbar prototype, Beta-fasen opbygger systemet i kontakt med brugerne, og Live-fasen skal iterativt forbedre it-systemet løbende, mens produktet ellers gør det, som det er bygget til.
Den britiske designstandard er udarbejdet af GDS - Goverment Digital Services - som i 2011 blev nedsat for at identificere og nedlægge såkaldte zombie-projekter. Arbejdet har ledt til følgende krav til god it-udvikling:De 18 standardkrav til britiske it-tjenester
Penge kræver prototype
Hvis fremgangsmåden lyder bekendt, så er det nok, fordi den ikke er så langt fra tankerne bag andre udviklingsmodeller.
Det, der alligevel gør manualen speciel, er den måde, som den interagerer med den britiske offentlige sektor på, fortæller David Cotterill.
Modellen dikterer nemlig specifikt, hvornår midler kan tildeles et it-projekt.
Tidligere har det britiske budget - som rummer en årlig it-post på 17 milliarder pund - bevilget penge til de offentlige organisationer i ét stort beløb.
»Når pengene er brugt, og projektet stadig ikke er færdig, så beder de om flere,« fortæller David Cotterill.
Og den britiske statskasse tager sig typisk til lommen for ikke at miste den sum, der allerede er investeret. Her skal designmanualen garantere, at der ikke postes unødigt mange penge i systemer, som ikke kan vise, at de kan fungere:
»Organisationer skal have lavet en Alfa-version af systemet for at få midler,« forklarer David Cotterill.
Den agile tilgang, som er indbygget i designmanualen, bliver på den måde afspejlet af den britiske regerings mulighed for at investere i systemerne i mindre omgange. På den måde skal man undgå gentagelser af for eksempel politisystemet SIREN, der i 2013 blev skrottet, fordi det ikke blev 'fundet egnet' til at logge forbrydelser og efterforskninginformation, som det ellers var formålet. På fire år havde systemet kostet det offentlige 15 millioner pund - eller omkring 144 millioner kroner.
No More Big IT
Den såkaldte Discovery-fase har til formål at finde frem til brugernes behov - uden at ende med en uhåndterlig lang og kompliceret liste af krav.
»Der er mange, der tror, at de har styr på brugerbehov, men det handler ikke om at spørge efter en liste af ønsker til et system,« forklarer David Cotterill og fortsætter:
»Hvis du spørger nogen i Storbritannien om, hvad de vil have ud af et system, så siger de alt, de kan komme i tanke om, fordi de ved, at det er deres chance for at få udfyldt behovene.«
Resultatet bliver en kravspecifikation, der beskriver et system, som ingen kan levere.
»Og som i sidste ende giver en monstrøsitet af et it-system, som brugeren ikke kan bruge til noget,« påpeger David Cotterill.
Under parolen 'No More Big IT' har briterne indført et forbud mod kontrakter på over 100 millioner pund samt forbud mod kontraktforlængelser.
Blandt andet for at undgå, at man skal kæmpe sig ud af gigant-kontrakter, som det har været tilfældet med en Aspire-kontrakt med Capgemini til over ti milliarder pund.
Software testes af minister
Det er ikke kun på pengesiden, at processen stiller krav til systemudviklingen.
»Alle systemer skal testes af den ansvarlige minister, inden det går live,« fortæller David Cotterill.
Det lyder lidt som en gimmick. Men kravet er anført som det sidste punkt i den 18-punktsplan, briterne kalder Service Standard, der stiller kvalitetskrav til offentlige it-tjenester.
»Det var et nøgleelement for os, at der er forpligtelse fra toppen og en person, der står til regnskab,« fortæller David Cotterill, der dog ikke påstår, at processen forhindrer it-fiaskoer.
Topledere skal tættere på
Behovet for forpligtelse fra toppen vækker genklang hos Ejvind Jørgensen, der er formand for Dansk IT og Chief Strategy Officer i Cbrain.
»Der er mange it-løsninger, der ikke ville blive implementeret, hvis toplederen havde prøvet det inden,« konstaterer han og tilføjer, at han i den danske digitaliseringsstrategi, der udkom i sidste måned, savner en vision for netop it-lederskab.
»Vi skal have topledere, der går tættere på,« understreger han og nævner som eksempel daværende rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, der i 2012 tog til Bornholm for at tjekke, hvordan det gik med POLSAG. Og endte med at konstatere, at systemet ikke virkede.
»Det er godt set. Det er 450 millioner kroner for sent, men det er godt set,« bemærker Ejvind Jørgensen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.