British Airways står til bøde på 1,5 milliarder kroner efter stort datalæk

Bøden kommer som straf for et omfattende datalæk i efteråret, hvor persondata og kreditkort-oplysninger på omkring 500.000 kunder blev stjålet.

Opdateret klokken 13.24

Det britiske flyselskab British Airways står til at skulle betale en bøde på mere end 1,5 milliarder kroner (183 millioner britiske pund) på grund af dårlig datasikkerhed på virksomhedens hjemmeside.

Det skriver BBC.

Det er den britiske GDPR-myndighed ved navn Information Commissioner’s Office (ICO), som har indstillet flyselskabet bøden, og den er den største af sin slags, som myndigheden hidtil har givet.

Flyselskabet står til at skulle betale bøden efter et omfattende datalæk sidste år. Ifølge den britiske myndighed blev der stjålet oplysninger i form af omkring 500.000 kunders personlige data og kreditkortoplysninger. Der var ikke pas- eller rejesoplysninger blandt de stjålne oplysninger.

Biritish Airways har selv beskrevet hændelsen som et »sofistikeret og ondsindet angreb«, og ifølge BBC er selskabet både »overrasket og skuffet« over at modtage milliardbøden. British Airways har nu 28 dage til at komme med appeller i sagen, og i den periode har flyselskabet tænkt sig at fremsætte bemærkninger til afgørelsen.

»Vi vil tage de nødvendige skridt i forhold til at forsvare flyselskabets position i sagen – herunder at gøre brug af nødvendige appeller,« siger Willie Walsh, administrerende direktør i virksomheden AIG, der ejer British Airways, til BBC.

Opdateret klokken 13.24: Tidligere fremgik det, at ICO havde udstedt bøden til British Airways. Det er nu rettet til, at myndigheden har udstedt en hensigtserklæring, hvor der indstilles til at give en bøde til flyseslskabet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Ronnie Sodhi

Det engelske datatilsyn, ICO, har ikke udstedt en bøde på 1,5 mia. kroner, men offentliggjort en tilkendelsegivelse / hensigtserklæring om, at udstede en sådan bøde. Der er en forudgående høringsfase, før afgørelsen bliver endelig. Man kan således sidestille nærværende "hensigtserklæring" med et udkast til afgørelse, som parten - British Airways - og andre relevante datatilyn har mulighed for at knytte bemærkninger til (høring).

Det er ærlig talt doven journalistik, at Version2 end ikke tager sig tid til at læse den pressemeddelelse, ICO har udstedt.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere