Brasilien anklager Snowden-journalist for cyberkriminalitet

Journalisten Gleen Greenwald, der fik lækkede dokumenter fra Edward Snowden, anklages for at have hjulpet en hackergruppe, der aflyttede beskeder fra offentlige anklagere i Brasilien.

Den amerikanske journalist Gleen Greenwald anklages for at have hjulpet med 'at vejlede og støtte' en kriminel gruppe, der hackede brasilianske embedsmænds telefoner.

Det skriver BBC.

Gleen Greenwald har for nyligt udgivet flere artikler, der indeholder private beskeder mellem offentlige anklagere i Brasilien. Derfor anklages han nu for at have overtrådt loven, men det er stadig op til en dommer, om han formelt skal sigtes.

I en udtalelse, der er blevet bragt i The Daily Beast, siger Glenn Greenwald, at han allerede sidste år blev efterforsket af det føderale politi i Brasilien, men at landets højesteret bestemte, at han ikke havde overtrådt loven.

»Absolut rød alarm: Det her er en utrolig, direkte gengældelse for at have afsløret korruption på de højeste niveauer af Bolsonaros (den brasilianske præsident, red.) administration og en eksistentiel trussel mod undersøgende journalistik i Brasilien,« lyder det fra journalisten.

Seks andre personer er også blevet anklaget for ulovlig aflytning og sammensværgelse samt andre relaterede forbrydelser. De brasilianske anklagere hævder, at Glenn Greenwald rådede medlemmerne af denne gruppe til at slette de beskeder, som de havde videresendt til ham.

Sidste år udgav Glenn Greenwald en række artikler på hjemmesiden The Intercept, der indeholdt en 'guldgrube' af beskeder fra offentlige anklagere og andre embedsmænd. I artiklerne indgår citater fra beskeder, der er sendt med Telegram, en besked-app, der hævder at holde beskederne sikre mod hackerangreb.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere