Natten mellem fredag d. 10. og lørdag d. 11. juli er brandslukningsgassen Inergen ved en fejl blevet udløst i ni af it-rummene i Interxions datacenter CPH1 i Ballerup.
Det vides endnu ikke, hvorfor den argon-holdige gas er blevet frigivet, men indtil videre har enkelte kunder henvendt sig med problemer med lagermedier, selvom den frigivne gas i princippet ikke burde kunne påføre skade på hardware.
»Ved en fejl er brandslukningsgassen Inergen blevet frigivet. Det skal normalt kunne ske uden at påvirke driften i datacenteret,« siger administrerende direktør i Interxion, Peder Bank.
Det var et voldsomt uvejr, som gav en fejl på Interxions brandcentral, oplyser Peder Bank. Virksomheden er nu i gang med at finde ud af, hvordan det kunne ske i første omgang.
Ifølge Peder Bank er det dog langt mere interessant, hvorfor Inergen'en overhovedet blev frigivet, og hvordan gassen efterfølgende har kunnet give fejl på nogle af kundernes hardware.
»Gassen burde efter vores bedste overbevisning være uskadelig over for kundernes it-udstyr, så vi er ganske overraskede over, at nogle kunder har haft problemer med lagermedierne,« siger Peder Bank.
Opdagede gassen med det samme
Interxion havde medarbejdere på arbejde natten mellem fredag og lørdag, så episoden blev ifølge Peder Bank opdaget med det samme.
»Der går diverse akustiske og visuelle alarmer i gang og gør opmærksom på, at man bør forlade stedet. Gassen er forholdsvis uskadelig, og en person vil for eksempel kunne betjene et nødstop eller noget lignende, selvom gassen er i rummet,« siger Peder Bank.
Han ærgrer sig over det skete og fortæller, at Interxion nu vil til bunds i sagen.
»Der er ikke sket nogen personskade, men derfor er det alligevel træls, at det er sket. Det er ikke lykkedes os at finde noget fortilfælde på den korte tid, vi har haft til at undersøge sagen. Derfor er det naturligvis i alles interesse, at vi finder frem til, hvad der er sket, for der er mange datacentre, der bruger Inergen,« siger Peder Bank.
Indtil videre er virksomheden dog på rimeligt bar bund.
»Lige nu ved vi ikke, hvorfor det er sket. Vi har nedsat en teknisk task force, som er i gang med at indsamle informationer fra de berørte kunder for at finde ud af, hvad der har forårsaget det. Det er der, vi står lige nu,« siger Peder Bank.
Han understreger, at eventuelle fejl på hardware ikke skyldes, at trykket fra gassen har skubbet til udstyret eller noget lignende.
»Vi har kommunikeret forløbet ud og fortalt kunderne, at enkelte har haft problemer efter uheldet, og at kunderne derfor skal tjekke op på, om der skulle være sket noget med deres hardware,« siger Peder Bank.
Interxion oplyser i en kundemeddelelse, at der blev frigivet Inergen i rummene 2, 4, 5, 6 og 11, 12, 13, 14 og 16.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.