Under CSC-konflikten i foråret 2011 blev en stribe it-medarbejdere fra fagforbundet Prosa bortvist fra it-virksomheden, fordi de havde nedlagt arbejdet i strid med overenskomsten.
Men en af de bortviste var tillidsrepræsentant og havde ifølge Prosa ikke deltaget i arbejdsnedlæggelsen. Efter en retssag rejst af Prosa får tillidsrepræsentanten nu 600.000 kroner i erstatning, fremgår det af en pressemeddelelse.
»Tillidsrepræsentanter skal ikke bortvises vilkårligt, som det er sket på CSC – en arbejdsgiver skal altså respektere tillidsrepræsentantinstitutionen ikke mindst under en konflikt. Det er helt utilstedeligt, at man på et meget tyndt grundlag, med en arbejdsgiverforenings billigelse bortviser en tillidsrepræsentant under en konflikt iværksat af arbejdsgiveren,« lyder det i en udtalelse fra Prosa.
CSC er blevet idømt erstatningen i en faglig voldgift, hvor der er lagt vægt på, at der ikke havde været tvingende årsager til at bortvise tillidsrepræsentanten, og at CSC ikke havde efterlevet de aftalemæssige krav i forbindelse med afskedigelse af en tillidsrepræsentant.
Ifølge Prosa holdt tillidsmanden seniorfri den dag, kollegerne besluttede at nedlægge arbejdet, mens dagen efter blev brugt på møde i CSC's bestyrelse, som han var medlem af. På tredjedagen meldte han sig syg.
»CSC havde glemt, at han holdt seniorfri, efter aftale med dem, og CSC havde heller ikke prøvet at få lægeerklæring eller noget. De skød først og spurgte bagefter i stedet for lige at se, hvad der var op eller ned. Og det ville vi selvfølgeligt ikke finde os i,« siger Hanne Lykke Jespersen, næstformand hos Prosa, til Version2.
Med bortvisningen blev tillidsmanden fyret på stedet og fik ikke den betaling efterfølgende, som overenskomsten og funktionærloven gav krav på, hvis det havde været en almindelig fyring.
De 600.000 kroner er derfor en erstatning for disse manglende betalinger fra CSC’s side og altså ikke et økonomisk plaster på såret for uberettiget fyring.
De danske it-ansatte nedlagde oprindeligt arbejdet i strid med overenskomsten i protest mod, at CSC havde hyret indiske it-konsulenter ind til at løse en række opgaver i stedet for dem, der blev lockoutet eller strejkede retsmæssigt. Da arbejdsnedlæggelsen skete i kundegruppen, som har drift af store systemer for blandt andet Skat, gav det problemer for CSC i forhold til kunderne.
Bortvist tillidsmand får oprejsning
PRESSEMEDDELELSE: Bortvist CSC-tillidsmand får oprejsning - CSC betaler erstatning på 600.000 kroner.
Under den langvarige CSC-konflikt i foråret 2011 valgte CSC at bortvise et antal medarbejdere i Kundegrupperne på grund af deres overenskomststridige arbejdsnedlæggelse. En af disse medarbejdere var imidlertid tillidsrepræsentant og havde ifølge it-fagforbundet PROSA ikke deltaget i denne overenskomststridige arbejdsnedlæggelse – CSC valgte at sidde PROSAs indsigelser overhørigt og bortviste tillidsrepræsentanten.
PROSA har forfulgt sagen fagretligt og i går fik tillidsrepræsentanten og PROSA oprejsning, idet CSC i en Faglig Voldgift blev dømt til at betale et samlet opgjort krav på ca. 600.000,- kr. til tillidsrepræsentanten.
Voldgiften lagde vægt på, at der ikke havde været tvingende årsager til at bortvise tillidsrepræsentanten og at CSC ikke havde efterlevet de aftalemæssige krav i forbindelse med afskedigelse af en tillidsrepræsentant.
Hos PROSA er der naturligvis glæde over resultatet, omend man helst havde været sagen foruden:
”Tillidsrepræsentanter skal ikke bortvises vilkårligt, som det er sket på CSC – en arbejdsgiver skal altså respektere tillidsrepræsentantinstitutionen ikke mindst under en konflikt. Det er helt utilstedeligt, at man på et meget tyndt grundlag, med en arbejdsgiverforenings billigelse bortviser en tillidsrepræsentant under en konflikt iværksat af arbejdsgiveren”.
Sagen kort:
Kundegrupperne i CSC valgte at nedlægge arbejdet i protest mod CSC´s ansættelse af fremmede konsulenter, der skulle have overdraget deres arbejde for at imødegå virkningerne af en mere omfattende konflikt. Tillidsrepræsentanten, som sagen omhandler, var ikke på arbejde den dag, hvor initiativet til arbejdsnedlæggelsen blev taget, han passede sit arbejde som tillidsrepræsentant på arbejdsnedlæggelsens 1. dag og blev herefter sygemeldt. CSC bortviste tillidsrepræsentanten uden forudgående forhandling med PROSA og uden at kræve dokumentation for hans sygefravær.
Det blev i øvrigt senere afgjort, at CSC ikke var berettiget til at kræve, at de ansatte skulle oplære deres egne skruebrækkere.