Borgmester fravrister sysadmin koderne til San Francisco

Det er lykkedes borgmesteren i San Francisco at overtale netværksadministratoren, der har holdt på adgangskoderne til byens kommunale netværk, til at give koderne til borgmesteren selv.

Borgmesteren i San Francisco Gavin Newsom har formået at gøre, hvad andre ikke har opnået i løbet af de ni dage, en kommunal netværksadministrator har holdt på adgangskoderne til byens kommunale netværks-system.

Efter at have talt med administratoren Terry Childs, som har siddet fængslet siden den 13. juli for ikke at ville afsløre koderne, lykkedes det Gavin Newsom at overtale Childs til at udlevere adgangskoderne til switches og routere i det kommunale netværk, skriver eWeek.

Childs, som er Cisco-certificeret netværksadministrator, har efter eget udsagn ikke haft ondt i sinde. Han valgte oprindeligt at ændre koderne, fordi han mente, at de overordnede administratorer var skødesløse omkring vira og malware-trusler mod systemet.

Det er Terry Childs selv, der har designet San Franciscos FiberWAN, som omfatter 60 procent af byens data om blandt andet løn og andre personfølsomme data. Kodeændringen har betydet, at systemet har kørt på "autopilot" i 10 dage, som eWeek beskriver det. I det tidsrum har flere teknikere forsøgt at genvinde kontrollen med systemet, men uden held.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere