Danskerne gider ikke digital selvbetjening

Under halvdelen af befolkningen synes, det er en god idé med Digital Post i stedet for papirbreve fra det offentlige. Og opbakningen til digitaliseringen er faldende.

Er det acceptabelt, at man ikke længere får papirbreve fra myndighederne, men skal tjekke sin digitale postkasse?

Nej, mener 36 procent af befolkningen, og det er en stigning i forhold til sidste års 32 procent. Samtidigt er antallet af tvivlere steget, og andelen som svarer ja, er faldet fra 59 procent til 48 procent.

Meningsmålingen er en del af IT i praksis-rapporten, der onsdag udkom for 18. år i træk. Og fordelt på alder var tendensen den samme som tidligere år: Dem over 56 år er mest kritiske, men også unge mellem 18 og 25 år er mådeholdne.

Sådan lyder danskernes svar på, om fuld digital kommunikation i 2015 er acceptabel. Kilde: Rambøll/IT i praksis 2013 Illustration: Rambøll

»Begejstringen er dalet med 11 procentpoint. Det er et lille udråbstegn,« sagde Ejvind Jørgensen, underdirektør i Rambøll Management, da han fremlagde resultaterne.

Danskernes accept af digital post er dog stadig bedre end i 2011, men omvendt er den store skæringsdato i 2015, hvor al kommunikation skal være digital, rykket meget tættere på nu.

Her mener kommunerne, at de nok skal blive klar - 94 procent svarer ’i høj grad’. Det halter mere hos de statslige myndigheder, hvor det kun er 59 procent, der tør komme med samme selvsikre melding.

»Kommunerne rykker. Men det er det samme som sidste år hos staten, hvor man altså står stille. Digitaliseringen kommer altså til at ramme alle områder, også i Forsvaret, i Kulturministeriet og mange andre dele af staten,« lød det fra Ejvind Jørgensen.

Borgernes faldende accept af de digitale løsninger slog også igennem, da danskerne blev spurgt om deres foretrukne måde at ordne en sag med det offentlige. Hvor 35 procent sidste år foretrak digital selvbetjening via en hjemmeside, er det tal i år faldet til 28 procent. Til gengæld er andelen, som foretrækker e-mail-kommunikation, steget med fem procentpoint, men det er ikke nødvendigvis en god nyhed. Det er nemlig næsten lige så dyrt for en myndighed at besvare en e-mail som et papirbrev.

»Hvis borgeren ikke kan se, at digital selvbetjening er effektivt og giver værdi for dem, så daler begejstringen. Jeg tror på, at det vender igen, i takt med at vi får bedre løsninger. Men det er helt klart et signal om, at det gælder om at holde fokus på, hvad behovet er hos borgeren,« sagde Ejvind Jørgensen.

Den gode nyhed i undersøgelsen var, at de, som valgte at bruge digital selvbetjening, var meget tilfredse. Faktisk var der ingen andre metoder, der fik samme høje vurdering fra borgerne. Og 84 procent af borgerne fik løst deres ærinde med digital selvbetjening i første hug.

»Den digitale kanal slår til gengæld ikke til, når det er en sag, der er i gang. Det er udfordringen fremover - at understøtte hele forløbet digitalt,« sagde Ejvind Jørgensen.

Han pegede også på, at første bølge af digital selvbetjening har været målrettet de mere enkle opgaver, som er nemme at ordne hurtigt både for borgeren og hos myndigheden, hvilket også kan påvirke tallene.

Hos Dansk IT, som sammen med Rambøll Management står bag IT i praksis-undersøgelsen, mente formand Carsten Nørgaard, at mange af de digitale løsninger i den offentlige sektor i dag er blevet gode. Men de skal gøres mere brugervenlige.

»Den digitale tinglysning er for eksempel et fantastisk system, med masser af information. Men hvorfor har den fået en brugergrænseflade fra 80’erne? Vi har nu løsninger, der leverer varen. Så det handler om at gøre dem tilgængelige og så gøre reklame for dem,« mente han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (27)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Nicolai Rasmussen

Som altid må den slags undersøgelser betragtes med en vis skepsis.
- Det gør jeg i hvert fald.
Jeg tror de fleste danskere (i hvert fald den del af befolkningen der jævnligt er i kontakt med Internettet), er enige i, at digitaliseringen som koncept er en god ting. Problemet er, at vi ikke længere stoler på, at de løsninger som det offentlige leverer som en del af digitaliseringen, lever op til vores forventninger. Tilmed er der kommet øget fokus på "hackere" og it sikkerhed, sårbarheder i netbanken, problemer med nemid, polsag, csc/skat.dk går ned når vi skal se vores årsopgørelse, osv. osv.

Her er de interessante spørgsmål;
Går vi ind for digitalisering generelt?
- JA.
Stoler vi på, at staten kan levere tilfredsstillende digitale løsninger?
- NEJ.

  • 20
  • 1
Anders Lorentsen

Jeg tror derudover også at grunden er, at det er så besværligt at tjekke sin elekt.post. e-boks osv. Hvorfor kan man ikke bare få sit post i sin indbakke? det har jeg aldrig helt forstået. Den er da mere sikkert der end gammeldags post med postmand Per..

  • 6
  • 0
Rasmus Iversen

Det er ikke mit indtryk, at det er frygt for it-sikkerhed, der demotiverer befolkningen i forhold til brug af digitale selvbetjeningsløsninger. Jeg tror (ved) at det i langt højere grad er fjernelsen af den personlige betjening, der er problemet. Borgeren overlades i langt højere grad til sig selv, og skal - nu uden personlig ekspertbistand i form af en kommunal medarbejder - udfylde blanketter og formularer, der for rigtig mange menneskers vedkommende ikke alene er svære at forstå, men også så vigtige at udfylde rigtigt, at mange faktisk ikke tør give sig i kast med det - for hvad nu, hvis man gør noget galt? Det er slet ikke ukendt i kommunerne, at borgere afbryder selvbetjeningsforsøg for at tage kontakt til deres kommune og få personlig betjening. De giver simpelthen op, når de mødes af lovsproget og konfronteres med deres (forståeligt) manglende viden omkring korrekt brug af løsningerne.

Derfor tror jeg det handler om at den borgerrettede digitalisering er vokset, og i takt med borgerne i højere grad kommer i kontakt med den digitale selvbetjening udstilles det, hvor svært tilgængeligt forvaltningsstoffet er at forstå for lægfolk. Jeg tror ikke det handler om it (usability eller sikkerhed) som sådan, selvom både en grim/dårlig brugergrænseflade eller en katastrofe-historie i nyhederne også kan påvirke borgeres oplevelse/opfattelse af selvbetjeningsløsninger.

  • 18
  • 0
Nikolaj Brinch Jørgensen

Det er da fordi e-boks som løsning stinker helt vildt. Mage til åndsvagt og umoderne system skal man lede længe efter.

Det er fuldstændig tåbeligt at jeg ikke kan have digital post med min egen email adresse, men skal puttes ind i det her proprietære og fuldstædigt overflødige system, som kun har til formål at besværliggøre adgangen til mine breve, og sørge for at nogle private firmaer tjene ekstra godt på at vedligeholde endnu et offenligt system.

Lad min gmail, hotmail eller anden mail konto, være min elektroniske indbakke, og ikke e-boks. Og hvorfor kan jeg ikke videresende min beskeder fra e-boks til min email konto? E-boks er lavmålet af digitalisering. Det kan jeg godt forstå at borgerne ikke vil have.

  • 27
  • 1
Asbjørn Jensen

Embedsværket ønsker slet ikke kontakt til borgerne. Hvorfor tror I ellers at man har afskaffet WebMaster på de fleste offentlige sites, de ønsker ikke at rette fejl. FX skat besvarer ikke henvendelser, e-Boks svarer på spørgsmål at de ikke besvarer borgerspørgsmål (men kun deres egne på en FAQ side) Min borgmester finder det uden betydning at den brugerflade jeg benytter er fyldt af fejl, når kommunen har andre der virker. Jobcenterets (og andre kommunale) dokumenter har været defekte i årevis. ganske vist siger borgmesteren at de ansatte har pligt til at indrapportere fejl men har lige demonstreret at heller ikke han kan få fejl rettet.

  • 16
  • 0
martin nyhjem

Jeg er enig i mange af de andre kommentarer her.
Et andet problem er jo i øvrigt også, at internettet kan være nede, eller computeren til reparation.
Vi får jævnligt breve fra kommunen og også gerne med meget kort svarfrist.
Sidst var det noget indmeldelse til børnehaven, og her var svarfristen få dage.
Hvis nu vi havde brugt digital post, og vores computer havde været til reparation, så havde vi enten ikke nået at svare i tide, eller også skulle vi have været en tur på biblioteket hver eneste dag, for at være sikre på vi ikke overså et brev.
Det er ikke holdbart, og slet ikke når mange af de breve man modtager fra kommunen er meget vigtige.
Der er også mange modtagere af overførelsesindkomst, som får breve med kort svarfrist. Hvis disse mennesker ikke svarer i tide, mister de deres penge. Så med dette nye system, vil det altså være "farligt" for folk at være ude at søge arbejde, for de risikere at miste deres penge..

Digitalisering er smart på mange måder, men der er også områder hvor det bare ikke er nogen god ide.

  • 11
  • 0
Adam Tulinius

Digitalisering er smart på mange måder, men der er også områder hvor det bare ikke er nogen god ide.

(nu er jeg lige djævelens advokat)

.. men du synes det er smart at udsende tidskritiske dokumenter med et firma der kun har to stjerner på trustpilot (http://www.trustpilot.dk/review/www.post.dk), på trods af at det er en kendt sag at firmaer nemt kan manipulere deres score på trustpilot?

.. var der ikke også en sag om postbude der smed post ud, fordi det var lettere end at omdele den?

PS: Jeg hader forøvrigt digital selvbetjening. Alt for mange løsninger har ikke information om hvem man ringer til når lortet ikke virker, for det er jo helt utænkeligt det skulle ske..

  • 3
  • 1
Jens Hansen

Der kommer sådan en artikel på Version2.. Det lyder næsten somom alle bare vil elske at få alle de maskinlæsbare håndudfyldte blanketter tilbage..

Er utroligt glad for digital selvbetjening, E-boks fungerer fortræffeligt for mig.. og håber blot på mere digitalisering...

  • 3
  • 9
martin nyhjem

Vi kan hurtigt blive enige om at postdanmark ofte får lavet
noget rod.
I en lang periode blev alle vores breve, og mange andres,
smidt øverst på en postkasse i en opgang... vi bor så i en
villa et andet sted i byen.
Jeg har også købt en scanner engang, der blev væk. Nogle
uger efter efterlysningen dukkede den op igen, men det var
tydeligt at se, både på kassen og på indholdet, at den
havde været taget i brug inden jeg modtog den.

Jeg mener dog, at postdanmarks evne til at levere breve
og pakker, er en anden diskussion :)

Digitalisering er smart. Problemet er bare at denne løsning
ligger op til at alle mennesker kan komme på internettet, altid.
Og sådan er det ikke i Danmark.
Nettet kan være nede. Man kan have computeren til reparation,
eller man kan være fysisk besværet på en måde, som gør det
svært at gå ned til biblioteket.

Jeg siger ikke at alle blanketter osv. skal udfyldes i hånden,
men jeg er ikke enig i at folk skal tvinges til at besøge et
sted med internetforbindelse, hver eneste dag, for at være sikre
på man ikke overser en vigtig skrivelse fra kommunen :)

  • 3
  • 0
Jesper Lund

Der kommer sådan en artikel på Version2.. Det lyder næsten som om alle bare vil elske at få alle de maskinlæsbare håndudfyldte blanketter tilbage..

Hvis du har læst alle artiklerne på version2, ved du formentlig også godt hvad kritikken handler om.

Problemerne med statens totalt fejlslagne digitaliseringstrategi er blandet andet

1) Tvangselementet i kombination med offentlig-sektor arrogance, som fjerner ethvert incitament til at udvikle brugervenlige løsninger. Hvis den offentlig sektor var en netbank, ville der ikke være nogen kunder.

Hvis staten havde satset på frivillighed, ville man formentlig have fået næsten ligeså mange brugere, og der ville ikke være noget grundlag for denne del af kritikken. Samtidig ville den offentlige sektor have et incitament til at udvikle gode, brugervenlige løsninger.

Digitaliseringsstyrelsen og Finansministeriet arbejder efter de samme principper som fem-års planerne i Sovjetunionen. Det er den sikre vej til sammenbrud af den offentlige sektor, ligesom Sovjetunionen brød sammen.

2) NemID: vi tvinges ind i en umyndiggørende konstruktion, hvor et enkelt firma (som vi ikke selv vælger) kommer til at kontrollere vores digitale adgang til stort set alt. Fuldstændigt vanvittigt.

3) Offentlig Digital Post hvor vi skal modtage post fra det offentlige på den mest tåbelige måde, som samtidig groft krænker vores ret til privatliv. Jeg tvinges til at indgå en "frivillig" aftale med en virksomhed om opbevaring af min egen post, og denne virksomhed har i øvrigt outsourcet deres IT-drift til en amerikansk-ejet virksomhed. Så NSA får fri adgang til at læse min post fra det offentlige. Og hvorfor laver man først en slags digital signatur, som kan bruges til krypteret og signeret (sikker) email, for derefter at tvinge borgerne ind i en usikker webmail konstruktion som Offentlig Digital Post?

Hvis offentlig digitalisering kun kan foregå på denne skadelige måde, vil jeg meget hellere have papirblanketter og almindelig post.

  • 24
  • 0
Adam Tulinius

Selvfølgelig er postdanmarks pålidelighed en anden diskussion -- eller er det?
Dit argument er at man ikke kan regne med at kunne tjekke eboks dagligt. Mit argument er at jeg ikke stoler det mindste på at postdanmark afleverer mine breve til mig fra dag til dag.

Jeg vil, mest af alt, bare frem til, at ingen af de to nuværende løsninger på transport af post er gode nok til tidskritisk post.

Mere ontopic, hvis vi havde havde en rigtig digital signatur havde vi kunnet spare eboks væk, og fået fortrolig digital post på samme måde som alt andet digital post. Smart, eh? :-)

  • 3
  • 0
Henrik Mikael Kristensen

Det er jo ikke det vi vil. Vi vil bare gerne have noget digital selvbetjening, der giver mening. Man stiller ikke et krav om at Hr. og Fru Jensen skal kunne klare alle opgaverne selv, når nogle af dem tydeligvis kræver hjælp af en ekspert.

Digitaliseringen fejler også i implementeringen, når man som familiens IT supporter forsøger at gøre PC'erne og Macs sikre ved at lade være med at have Java og Adobe Reader installerede, og så skal man sidde og forklare at det offentlige har valgt at benytte systemer, der ikke forlader sig på frie standarder til udveksling af helt simple data.

F.eks. kunne jeg ikke hente tilskud til medicin for en pensionist via en Mac. Det kan man ikke. Man skal have en PC med Windows, Internet Explorer og Adobe Reader for at kunne læse den formular man skal bruge for at hente medicin tilskud, og formularen er en helt almindelig PDF, der bare er krypteret til at kun kunne læses med Adobe Reader.

Iøvrigt er det sjovt at de PDF'ere er udført som de gammeldags papirformularer, som skal 100% gennemlæses, før man kan være sikker på, hvad der skal udfyldes, og hvad der skal ignoreres.

Digitaliseringen skulle være gjort i 2 lag: Et indre lag, hvor man kan lave et fleksibelt system, som kun kan benyttes af eksperter, hvor man som borger henvender sig, ganske som man har gjort hidtil. Det ydre lag skulle være til helt pinligt simple ting, hvor selv tungnemme borgere kan være med.

  • 12
  • 0
Simon Mikkelsen

Når jeg hører om folk der har eller er tæt på at misse vigtig post i E-boks, tænker jeg på mig selv. Det tager en krig af tid at logge ind, og man skal gennem nogle lagsommelige PDFer for at se noget. Overskrifterne er værdiløse - hvis de bare skrev "kontoudtog", "Lønseddel" ol., så man kunne skimme sig frem til det vigtige. Det samme gælder de e-mails man får fra dem. Når man for 15. gang er logget ind, for at finde et kontoudtog (som man holder øje med på netbanken) gider man ikke mere.

Og Android-appen kan i øvrigt ikke vise mine lønsedler.

Hvis de bare ville skrive et par stikord, så jeg kunne se hvad var vigtigt, ville det være nemmere.

  • 6
  • 1
Asbjørn Jensen

Har lige været inde på udbetaling danmarks hjemmeside:

De har skrevet til mig og refererer en korrespondance der aldrig er sket.
og
Dateringen var helt urealistisk.
derfor benyttede jeg deres hjemmeside for Anmeldelse af Snyd.

Systemet virker ikke, formularen afsendes ikke og den kvittering der kommer frem er tom

i øvrigt er deres sikkerhedscertifikater ugyldige

Og det viser sig at jeg ikke kan printe hvad jeg har skrevet (det klarede scr dump dog)

Har i i øvrigt lagt mærke til at offentlige forvaltninger er begyndt at bruge B-post ? det har til konsekvens. at hvis de er lidt sløve har borgeren overskredet svarfrister inden breve modtages.

  • 15
  • 0
Christian Nobel

2) NemID: vi tvinges ind i en umyndiggørende konstruktion, hvor et enkelt firma (som vi ikke selv vælger) kommer til at kontrollere vores digitale adgang til stort set alt. Fuldstændigt vanvittigt.

Og for at føje spot til skade, så er det firma der kontrollerer alle landets borgeres digitale identitet oven i købet sat til salg til højestbydende - jeg tror at det selv i USA ville være forfatningsstridigt.

  • 14
  • 1
Nils Andersson

Det er da klart, at befolkningen bliver skeptisk.
Nu lanceres så et krav om digital postkasse til erhvervsdrivende, men i forvejen er vi på digital post med SKAT, og der går det meget godt med at modtage mails i firmaets mailboks.
Vi skal også have en særlig medarbejdersignatur, for selv om det er et enkeltmandsfirma, der i flere år har kunnet benytte den personlige nem-ID til at logge på SKAT, så er Erhversministeriet af den mening, at der skal en medarbejdersignatur til for at se deres post (?!).
Forsøger man så at oprette en medarbejdersignatur - efter flere gabge at afgive den samme oplysning om CVR-nr m.v. (de kender åbenbart ikke til genbrug i den digitale verden), får nogen af os at vide, at vi har en sådan i forvejen, og derfor ikke kan oprette. Det havde f.eks. jeg glemt, og jeg har heller ikke noget nøglekort til den, og jeg har i øvrigt læst, at de oprindelige medarbejdersignaturer er slettet her i sommer (?!)
Her står man så og er fanget på et forkert ben, men heldigvis er det on-line hjælp, hvor man kan ringe og blive stillet om og få at vide, at man er nummer xx i køen (!!)

  • 6
  • 1
Søren Bech Morsing

Har lige været igennem et forløb på borger.dk for at tilmelde mig Robinsonlisten (for at undgå uønskede marketings henvendelser).

Silkeborg Kommune (hvor jeg bo), har en fin introduktion - hvorefter man overføres til selvbetjening på borger.dk.
- 1. problem: Ordet robinsonlisten fremgår ingen steder af de valg man skal tage
- 2. problem: Efterfølgende sendes der så påmindelses mails til mig hver anden dag, om at jeg har mig selv udfylde denne tilmelding (til trods for jeg jo allerede har tilmeldt mig - og ja jeg har jo sikkert sat kryds et eller andet sted igennem forløbet for at inviterer "mig selv").

tsk tsk... tror man skulle oprette et borger panel der testede selvbetjeningsløsningerne, fx hver 2-3 uge.

God weekend

  • 6
  • 0
Finn Christensen

Det er ikke mit indtryk, at det er frygt for it-sikkerhed, der demotiverer befolkningen i forhold til brug af digitale selvbetjeningsløsninger. Jeg tror (ved) at det i langt højere grad er fjernelsen af den personlige betjening, der er problemet. Borgeren overlades i langt højere grad til sig selv, og skal - nu uden personlig ekspertbistand...

Først ansætter man et meget stort antal ansatte samt lader dem skabe verdens dyreste offentlig administration, og derefter erkende selvsamme administration at de ikke magter det monster, som de selv har skabt.

Derfor tvinges borgerne stump for stump[1] til etablering af en 'hjemmearbejdsplads' og løbende lave deres arbejde gratis i en dialog med en 'dum' maskine.

Sideløbende med at smide arbejde over til borgerne, så øger man antallet af offentlige ansatte, der fortrinsvis beskæftiger sig med at snage, kontrollerer og lave dyneløfteri hos borgerne.

Så var der ikke lidt billigere og noget med fremtid i, at administrationen gik tilbage og udførte deres opgaver, som det jo oprindelig var meningen, i stedet for som nu at bruge ressourcer på fabrikation af selvbetjeningsautomater til befolkningen.

[1] Digitalisering er fællesnavnet fra politisk hold, men egentlig består komplekset af flere tvangsmæssige dele, der indgår i to grupper 1) en omfattende selvbetjeningsdel samt 2) en kontrol- og overvågningsdel, der omfatter NemID, UdbetalingDanmark samt en række kommunale og statslige 'kontrol'enheder.

  • 9
  • 0
Henrik Mikael Kristensen

Indtil videre har det kostet en bekendt selvstændig 20-25.000 kr i mistede tilskud til nogle kurser han havde taget sammen med sin ansat, fordi han simpelthen ikke kunne få lov at oprette en medarbejdersignatur af forskellige årsager:

  • Den gamle digitale signatur kunne ikke bruges, så der skulle skiftes til medarbejdersignatur.

  • Først var systemet nede, tilfældigvis længe nok til at deadlinen blev overskredet.

  • Herefter var systemet kørende, men man kunne ikke få lov at oprette en signatur, fordi der skulle oprettes en virksomhedssignatur først. Det prøvede jeg så flere gange, men det lykkedes aldrig, bl.a. fordi det var svært at finde ud af, hvad man skal, når man hopper rundt mellem flere forskellige systemer på forskellige hjemmesider.

  • Så kan man vælge at få support til et pengebeløb (jeg havde nemlig opbrugt hurtigt de gratis supportkald), så man skal betale for at få hjælp til at finde rundt i deres møg.

Mange timer senere opgav vi simpelthen, og jeg foreslog vi blot lod den gamle signatur udløbe, og så bestille en ny forfra. Det må jo komme igen, hvis medarbejdersignatur bliver påtvunget.

Denne bekendte har begrænset kendskab til IT, men er en god leder af sin egen virksomhed, og har i 30 år kunnet kommunikere med det offentlige uden større problemer, men det er altså slut nu.

  • 8
  • 0
Jesper Kleis

Net bankerne er blevet voldsomt populære efter at de har lavet apps der gør det overordentligt let og enkelt at holde øje med hvad der sker på ens konto - og om nødvendigt at overføre penge, eller lave betalinger.

Det er lækkert lavet - og bankerne bruger deres app's som et konkurrence element. For at checke min konto skal jeg blot skrive en 4 cifret kode - og så er jeg klar.

Min erfaring med e-boks (og deres app er en helt anden). Jeg skal skrive hele mit person nummer hver gang - derefter skal jeg skrive en kode med store og små bogstaver etc. Hvilket er specielt smertefuldt på en iPad. Derefter skal jeg finde mit dokument i et relativt grim grænseflade - og når jeg skal åbne mit dokument skal jeg først trykke på det, hvorefter jeg som oftest skal trykke på endnu et pdf dokument for at læse et standardbrev der har absolut ingen interesse for andre end mig.

Og så får jeg ikke engang notifikationer om hvornår der faktisk er noget nyt at checke. Med papirbrevet ja - da skal jeg blot dreje min nøgle i brevkassen, og åbne en konvolut og så er jeg kørende.

Hvis e-boks fik notifikationer, samt en pin-kode til standard breve, og evt et ekstra kode hvis der var tale om specielt fortrolige elementer så kunne det være at jeg ville bruge det. Som det er nu, er det brugerfjendsk.

Hvis de resterende borger"services" følger samme mønster - så kan jeg godt forstå deres begrænsede success.

Og - nej, jeg har ikke nævnt sikkerhed med et ord. Jeg er ikke interesseret i sikkerhed - ligesom jeg ikke har en pengeskab med sytten koder stående til min post. Selvfølgelig skal sikkerheden være i orden - men hvis den er implementeret for besværligt, ja, så vælger jeg en anden løsning.

  • 6
  • 0
Per Gøtterup

Eller rettere SlemID. Det er forklaringen på at jeg ikke gider den digitale selvbetjening. Det er et defekt system fyldt med fejl, dårlige valg og sikkerhedshuller, og så er jeg ikke engang begyndt på at tale om valget af java til klientdelen.

Det er en rendyrket ommer og afløseren skal naturligvis benytte sig af enten en mobiltelefon eller en token som alle kan få udleveret gratis. Login skal ikke kræve en fancy applet eller lignende overflødig teknologi; hvis data skal sendes sikkert fra klienten kan man jo benytte SSL/https som både allerede findes og som er understøttet på alle platforme.

  • 1
  • 0
Tine Andersen

Eller er svært gennemskueligt, er min oplevelse. I forgårs ville jeg oprette mig på "sundhed.dk"- og jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvordan. Så satte jeg min nørdemand på sagen, og han måtte også opgive! Diverse blanketter på kommunens hjemmeside er svære at finde, og systemet er gennerelt uigennemskueligt. Hvis man vil søge om byggetilladelse (og skal man overhovedet for det man påtænker at opføre?) er helt umuligt at opspore. Eller hvornår skolerne i kommunen holder ferie? (Det må se i sin papirbuskøreplan!).
E-boks kender jeg til mindst to, der mistede penge/fik påført strafgebyr. Den sidste var min mand, da kommunen omlagde kontoen, og vi kører med Nets (budgetkonto)- så fik vi pludselig en rykker for noget, der skulle have været betalt for ½ år siden. Den første var en ung kvinde uden daglig adgang til pc.

Selv har jeg ikke E-boks, jeg er en skovl til at tjekke den slags. Men jeg har mistet penge engang, da en snailmail fra kommunen ikke ramte min brevsprække..!

Jeg ville klart foretrække vigtige breve ramte min mailboks.
Så jeg er en af de triste tilfælde, der må ringe eller maile offentlige myndigheder, hvis jeg skal søge om noget/søger info.

Derimod fungerer alt med ejendomsoplysninger mægtig godt på borger.dk/ois. Det har jeg brugt meget til at se fx naboernes ejendomsvurderinger ifht vores, eller hvad huse til salg sidst er solgt til/vurderet til. (I'm a nosy person... )
Desuden er der det historiske aspekt i fx at kunne se matrikelnumre og luftfotos-

Men dér hvor det er nyttigt, synes jeg det oftest er meget bruger-uvenligt.

Mvh
Tine- der nok må give sundhed.dk et ring

  • 1
  • 1
Morten Borg

Jeg er grundlæggende ekstrem tilhænger af digital selvbetjening, jeg mener det er altafgørende for effektivisering af den offentlige sektor, samtidig mener jeg at det kan lette procedurer og spare tid for borgeren hvis det implementeres korrekt.

Men nogle af de helt centrale elementer har fatale problemer der får selv en it-kyndig som mig til at give op.

Seneste eksempel er for mig så sent som forleden dag hvor jeg fik et brev fra e-Boks om en regning fra mit el-selskab. Egentlig ville jeg gerne se regningen. Det ville jeg have gjort tidligere da de kom i min postkasse.

Men nu har jeg givet op på forhånd. Jeg VED at min Java er forældet og skal opdateres inden jeg kan logge ind, jeg ved at jeg skal bekræfte alt muligt ævl om at mit CPR-nummer deles når jeg logger på e-Boks, jeg VED at e-Boks er verdens mest elendigt designede system.

Hvorfor kan mailen ikke bare indholde et direkte link til brevet - når så jeg logger på e-Boks kunne jeg taste en pin-kode ligesom bankerne gør. Koden skal kun give mig adgang til det konkrete brev.

Evt. helt droppe koden hvis det er et ligegyldigt brev - som her en faktura - hvis det er meget fortroligt, som det næsten aldrig er, så kan man kræve det pokkers NemID.

  • 0
  • 0
Tine Andersen

Er åbenart blevet annuleret. Det betød så, at jeg havde svært ved at logge på de der "gratis" sider, som så ikke er så gratis.

Jeg kan forresten ikke engang få nyt login med Nem-ID før jeg har kontaktet dem på mandag, og de så pr snailmail sender mig et nyt kort. Det er er da hverken hurtigt, smart eller sikkert. Det viser sig at 5 fejlslagne logins på sundhed.dk betyder, jeg er en bedrager!

Lige nu vil jeg helst melde mig helt ud af systemet. Nu virker min fx netbank ikke fordi, jeg ike kan finde ud af sundhed.sdk???
Hvad har det noget med noget at gøre? Min bank har skutte noget tilfælles med sundhed.dk? Jo Nem-Id.

Kan I så LIGE se at få Jer N*****t sammen!

Det system burde aldrig være udbredt. Hvad har mine annoncer på guloggratis- med mit login at gøre???

Sidder her sådan ret undrende. Og jeg logger tit forkert ind!

Mvh
Tine- det er ikke slemt, det er meget meget VÆRRE.

  • 5
  • 1
Tine Andersen

Er åbenart blevet annuleret. Det betød så, at jeg havde svært ved at logge på de der "gratis" sider, som så ikke er så gratis.

Jeg kan forresten ikke engang få nyt login med Nem-ID før jeg har kontaktet dem på mandag, og de så pr snailmail sender mig et nyt kort. Det er er da hverken hurtigt, smart eller sikkert. Det viser sig at 5 fejlslagne logins på sundhed.dk betyder, jeg er en bedrager!

Lige nu vil jeg helst melde mig helt ud af systemet. Nu virker min fx netbank ikke fordi, jeg ike kan finde ud af sundhed.sdk???
Hvad har det noget med noget at gøre? Min bank har skutte noget tilfælles med sundhed.dk? Jo Nem-Id.

Kan I så LIGE se at få Jer N*****t sammen!

Det system burde aldrig være udbredt. Hvad har mine annoncer på guloggratis- med mit login at gøre???

Sidder her sådan ret undrende. Og jeg logger tit forkert ind!

Mvh
Tine- det er ikke slemt, det er meget meget VÆRRE.

  • 0
  • 0
Mogens Nielsen

Det kræver adgang til nettet at benytte den offentlige digitalisering. Adgang til nettet kræver et abonnement til et teleselskab eller lignende. Og her kommer det absurde og ulogiske krav so om at skulle betale et tv-abonnement oven i!
Dvs at man for at opfylde myndighedernes forventninger om at lette deres arbejdsbyrde, er nødt til at betale for et tv-abonnement oven i de i forvejen ikke billige digitale løsninger! Det er da frækt?! Og det blot fordi DR m.m. spreder sine signaler uhæmmet og kræver sig betalt af alle, der blot har en mimimal risiko for, at deres spam vælter ind på den elektroniske dingenot, man er tvunget til at have for at kommunikere med det offentlige!?
OK, virkeligheden er at de fleste har et TV, men alligevel er det et principielt problem. Og alternativet er at benytte et bibliotek, men så kan man jo lige så godt smutte forbi det offentlige kontor.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere