Digitaliseringsstyrelsen har i løbet af 2016 været i gang med at udskifte det CMS, der ligger bag portalen Borger.dk. Tidligere har portalen været baseret på Sharepoint, men nu er det hele skiftet til Sitecore. Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Projektet har udelukkende gået ud på at skifte CMS, og der er ikke ændret på den brugerflade, brugerne bliver præsenteret for på siden. Til gengæld vil det nye Sitecore-baserede site give mulighed for netop at give brugerne en ny præsentation af indhold.
»Med det nye CMS står Borger.dk nu rustet til at kunne understøtte digitaliseringsstrategiens målsætninger om mere personaliseret indhold. Pensionister skal eksempelvis ikke have vist artikler om pladsanvisning til vuggestue, og den unge studerende skal ikke have vist indhold om pension,« udtaler kontorchef Helle Junge Jensen fra Digitaliseringsstyrelsen i pressemeddelelsen.
I forbindelse med projektet er al funktionalitet og arbejdsgange i det gamle system blevet kortlagt, og derefter har styregruppen besluttet, hvad der skulle overføres til det nye system.
»Når man udskifter et system med et andet, er det altid en balancegang at sikre, at man gør maksimal brug af de muligheder, der er i det nye system, samtidig med at man stadig understøtter de forretningsgange, som brugerne har opøvet i det gamle system,« udtaler projektleder Martin Høegh Mortensen fra Digitaliseringsstyrelsen ifølge pressemeddelelsen.
Borger.dk redigeres af medarbejdere fra flere offentlige myndigheder samt leverandører som ATP. Derfor har det også været en del af projektet at udarbejde undervisningsmateriale til at oplære medarbejderne i det nye system.