Risikoen for at få en Android-baseret smartphone inficeret med malware er langt større end på en iPhone, Windows Phone, Symbian eller Blackberry - og risikoen er stigende.
I første halvår af 2014 steg antallet af malware-ramte Android-telefoner med 17 pct. Til sammenligning steg antallet i hele 2013 med 20 pct. Samlet er omkring 15 mio. Android-enheder inficerede på verdensplan, ifølge en malware-rapport fra Alcatel-Lucent.
Stigningen skyldes ikke kun, at der bliver produceret flere Android-telefoner, for andelen af inficerede telefoner er også stigende. Således var omkring 0,5 pct. af samtlige Android-telefoner ramt i starten af 2014, mens andelen nåede op på 0,65 pct. i juni.
Android er desuden blevet det mest attraktive mål for malware på mobile netværk, og har nu også overhalet de Windows PC’er, der er forbundet via mobile netværk.
Målt gennem mobilnetværk så står Android for 60 pct. af de malware-ramte enheder, Windows PC’er for 40 pct. og iPhone, Windows Phone, Symbian og Blackberry for under 1 pct.
At iOS er mindre ramt end Android, viser sig ved, at Apple’s styresystem sidder på 12 pct. af mobilmarkedet, mens Android tager 85 pct. ifølge IDC.
Trojanske apps hærger Android
Den mest populære malware er såkaldte trojanske apps, som inficerer styresystemet, når brugeren installerer dem. Dette er et særligt problem på Android, hvor det er lettere at installere tredjeparts-apps fra usikre app stores og hjemmesider.
Det er mest hyppigt i øjeblikket, at malwaren sender uautoriserede sms’er og stjæler information om telefonen, som fx indgående og udgående sms-, email- og browseraktivitet samt dens fysiske placering.
Anden malware, som eksempelvis den relativt udbredte bot ‘NotCompatible’, kan også blive en dyr affære for mobilejeren, da den tærer på mobilens datanetværk og i gennemsnit bruger omkring 2,4 gb data pr. dag ifølge en anden rapport fra Alcatel-Lucent.
NotCompatible udnytter den inficerede telefon som et slør for andres ulovlige browseraktivitet, ved at fungere som en anonym proxy, der dirigerer trafikken gennem servere i Holland og Tyskland. Det er i øvrigt den første gang, at Android og Windows malware bruger en fælles protokol til dette formål ifølge Alcatel-Lucent.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.