Bonnichsen: PET bør oplyse antallet af trojaner-sager

Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen er alligevel enig med de kritikere, der vil have sat et antal på PET's trojaner-sager.

Tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen er principielt set enig med de kritikere, der vil have PET til at sætte antal på, hvor mange gange de såkaldte 'sniffer-programmer' har været benyttet siden 2002.

Læs også: PET installerer trojanere på mistænktes pc'er i stor stil

Det oplyser han i en e-mail til Version2.

Hans Jørgen Bonnichsen har ellers tidligere afvist over for Version2, at offentligheden har krav på at vide, i hvilket omfang PET har installeret spionsoftware på mistænktes pc'er de seneste knap 10 år.

Læs også: Tidligere PET-chef: OK at PET holder tæt om trojanere

Men den holdning reviderer han altså nu:

'I lyset af justitsminister Bødskovs udmelding om mere åbenhed fra PET's side, da ville det være relevant at oplyse, hvor tit snifferprogrammerne har været anvendt', skriver Hans Jørgen Bonnichsen i en e-mail til Version2.

Han fastholder dog, at PET generelt bør være i stand til at holde kortene tæt ind til kroppen for at beskytte det forebyggende arbejde, efterretningstjenesten udfører. For eksempel for at forhindre terrorangreb.

»I det præventive perspektiv er det vigtigt, at man kan hemmeligholde, hvorfor og over for hvem indgrebet har været foretaget. I modsætning til det strafforfølgende får det jo ingen konsekvenser over for de personer, der har været genstand for indgrebet,« skriver Hans Jørgen Bonnichsen.

Men det bør ikke være et problem i forhold til PET's forebyggende arbejde at oplyse antallet af sager, hvor spionprogrammerne har været brugt som værktøj i efterforskningen, mener han.

Og derfor bør danskerne kunne få at vide, hvor ofte det har været tilfældet:

»Jeg finder det som sagt også rimeligt, at borgerne får at vide, hvor mange gange et sådant redskab er brugt – lige så rimeligt, som at offentligheden får at vide, hvor mange målpersoner PET har i sin kikkert,« skriver den forhenværende PET-chef.

»Men heller ikke det sidste vil PET eller for den sags skyld justitsministeren oplyse om. Begge dele er uforståeligt, da det ikke kan skade nogen. Så trods meldingen om mere åbenhed skal man nok ikke forvente en ændret holdning,« vurderer Hans Jørgen Bonnichsen.

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, har på baggrund af Version2's artikler bedt justitsminister Morten Bødskov (S) oplyse, i hvor mange tilfælde snifferprogrammerne har været brugt, og hvor mange gange de har ført til sigtelser efterfølgende.

Læs også: Venstre: Justitsministeren må svare på PET's brug af trojanere

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Malte Christensen

Er jeg den eneste, som synes, at det er besynderligt, at alt, hvad vi hører om/fra PET kommer fra en pensioneret medarbejder, hvis udtalelser altid får lov at sætte dagsordenen? Hvis det er i orden, hvad han udtaler, ville det i mine øjne være klædeligt, om det nuværende ansatte åbnede sig lidt. Selv CIA er mere åbne end PET.

  • 2
  • 1
Villads Nielsen

Nu har jeg læst de tre eller fire artikler der har været om lige præcis det her emne, og jeg kan ikke lade være med at synes at det er mærkværdigt at Karsten Lauritzen fra Venstre kræver svar fra den nye justitsminister, da det nu var Venstre selv der var med til at vedtage en terorlov der godkender brugen af sådanne trojanske heste.

  • 4
  • 0
Jesper Lund

Helt enig, man skulle tro at HJB blev fyret fra PET og derfor sur på dem, med hans evige kritik, han burde om nogen have forståelse/viden om de særlige behov en efterretningsvæsen har og skal have

Særlige behov for ikke at være underlagt den kontrol som er både rimelig og nødvendig i et demokratisk samfund?

Jeg kan simpelthen ikke se problemet i at oplyse hvor mange gange PET har brugt dette indgreb.

  • 3
  • 0
Tom Paamand

Den tidligere PET-chef (og Venstre-politiker) Hans Jørgen Bonnichsen bliver brugt som sandhedsvidne om PET, men hans primære bidrag er "benægtelse", der af og til efterfølges af "overraskelse". Mest bastant er omkvædet om at "der har aldrig været lækager i PET" - både han og de følgagtige medier burde studere PET-kommissions beretning...

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere