Tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen er principielt set enig med de kritikere, der vil have PET til at sætte antal på, hvor mange gange de såkaldte 'sniffer-programmer' har været benyttet siden 2002.
Det oplyser han i en e-mail til Version2.
Hans Jørgen Bonnichsen har ellers tidligere afvist over for Version2, at offentligheden har krav på at vide, i hvilket omfang PET har installeret spionsoftware på mistænktes pc'er de seneste knap 10 år.
Men den holdning reviderer han altså nu:
'I lyset af justitsminister Bødskovs udmelding om mere åbenhed fra PET's side, da ville det være relevant at oplyse, hvor tit snifferprogrammerne har været anvendt', skriver Hans Jørgen Bonnichsen i en e-mail til Version2.
Han fastholder dog, at PET generelt bør være i stand til at holde kortene tæt ind til kroppen for at beskytte det forebyggende arbejde, efterretningstjenesten udfører. For eksempel for at forhindre terrorangreb.
»I det præventive perspektiv er det vigtigt, at man kan hemmeligholde, hvorfor og over for hvem indgrebet har været foretaget. I modsætning til det strafforfølgende får det jo ingen konsekvenser over for de personer, der har været genstand for indgrebet,« skriver Hans Jørgen Bonnichsen.
Men det bør ikke være et problem i forhold til PET's forebyggende arbejde at oplyse antallet af sager, hvor spionprogrammerne har været brugt som værktøj i efterforskningen, mener han.
Og derfor bør danskerne kunne få at vide, hvor ofte det har været tilfældet:
»Jeg finder det som sagt også rimeligt, at borgerne får at vide, hvor mange gange et sådant redskab er brugt – lige så rimeligt, som at offentligheden får at vide, hvor mange målpersoner PET har i sin kikkert,« skriver den forhenværende PET-chef.
»Men heller ikke det sidste vil PET eller for den sags skyld justitsministeren oplyse om. Begge dele er uforståeligt, da det ikke kan skade nogen. Så trods meldingen om mere åbenhed skal man nok ikke forvente en ændret holdning,« vurderer Hans Jørgen Bonnichsen.
Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, har på baggrund af Version2's artikler bedt justitsminister Morten Bødskov (S) oplyse, i hvor mange tilfælde snifferprogrammerne har været brugt, og hvor mange gange de har ført til sigtelser efterfølgende.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.