Børsklima tvinger dansk it-selskab i venturearme

Den ringe lyst til investeringer på børserne får nu danske Milestone Systems til endnu en gang at udskyde en børsnotering og byder i stedet venturekapitalen op til dans. De første 127 millioner kroner er på plads.

I virkeligheden ville det danske IP-overvågningsselskab Milestone Systems hellere børsnoteres for at realisere selskabets vækstplaner, men muligheden for at hente den tilstrækkelige kapital ved en børsnotering er med det aktuelle børsklima nærmest ikke-eksisterende.

Derfor har selskabet besluttet sig til at byde venturekapitalen op til dans, og den første investor med en kapitalindsprøjtning på 127,5 millioner kroner har allerede meldt sig.

Det er den europæiske venturefond Index Ventures, der tidligere har investeret i innovative teknologiselskaber som open source-databasen mySQL og Skype. Så selv om Milestones direktør Lars Thinggaard hellere havde set en børsnotering, så er han yderst tilfreds med, at det nu er Index Venture, som kan skrives på den jomfruelige liste over eksterne investorer.

»Der er ingen tvivl om, at vores værdi er steget, efter vi har indgået aftale med Index Venture. Det er ikke et helt almindeligt ventureselskab, men skabt på baggrund af corporate venture med penge fra eksempelvis Cisco, så det er et meget omfattende netværk, som vi får adgang til. Så ud over kapital til at realisere vores vækstplaner, får vi også adgang til betydelige kompetencer inden for forretningsudvikling,« siger han til Version2.dk.

Det er første gang, at selskabet har taget eksterne investorer ombord, og Lars Thinggaard oplyser, at selskabet med pengene fra Index Venture nu ikke længere er underlagt bankernes luner, når det gælder finansiering af den fremtidige vækst.

De godt 100 millioner kroner skal blandt andet bruges til at sætte knappenåle i de områder på verdenskortet, hvor Milestone Systems endnu ikke er repræsenteret med egne kontorer. Det gælder Sydafrika, Sydamerika og Kina.

Men ifølge Lars Thinggaard skal pengene også bruges til udvidelse af den teknologiske platform med eksempelvis ansigtsgenkendelse eller anden form for biometri.

Planerne om en børsnotering blev allerede luftet sidste år, men ifølge direktøren er de dog ikke skrinlagt.

»Men så længe der hænger så mørke skyer over kapitalmarkedet, bliver det ikke til noget,« siger Lars Thinggaard.

Lars Thinggard vil ikke oplyse, hvor stor en ejerandel af selskabet, som Index Venture overtager, men oplyser, at fonden fremover blive medaktionær i selskabet på lige fod med de andre aktionærer, der først og fremmest er selskabets stiftere og en række medarbejdere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere