Blyet i forældede computerskærme udgør kæmpe miljøproblem

Miljøorganisationer foreslår nu, at glasset fra de gamle billedrørsskærme skal gemmes af vejen på samme måde som atomaffald.

For ti år siden var de fleste computerskærme stadig af typen med et stort billedrør, men i dag er stort set alle skærme erstattet af nyere modeller med LCD-paneler. Det betyder, at vi nu står med et stort miljøproblem, skriver Wired.

Glasset i katodestrålerørene indeholder nemlig store mængder bly for at afskærme elektronikken og brugerne mod strålingen inde i billedrøret.

Tidligere kunne det blyholdige glas genanvendes i nye billedrør, men fordi salget af både tv og computerskærme med billedrør er stort set ophørt, så er der næsten heller intet marked for det blyholdige glas.

Det giver problemer for de firmaer, der tidligere har kunnet genanvende skærmene. I dag kan de stadig få kobber og andre metaller fra en gammel computerskærm, men selve billedrøret har ingen værdi og er blot giftigt affald.

I USA betyder det, at der opmagasineres flere tusinde ton gamle billedrør, tv-apparater og computerskærme, som ikke kan bortskaffes permanent. Nu foreslår miljøorganisationer, at det giftige affald skal opbevares forsvarligt i særlige depoter, ligesom man kender det fra eksempelvis atomaffald.

Hvis billedrørene blot deponeres på almindelige lossepladser eller afbrændes i forbrændingsanlæg, kan blyet potentielt ende i drikkevandet eller ophobes i fødekæden.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Claus Petersen

...kimse ad gamle CRT monitorer.

Hvor enhver indbrudstyv kan tage en 28" fladskærm under armen, så kniber det lidt med en 24" CRT monitor der næsten kræver en gaffeltruck at flytte.

Personligt har jeg et par 17" CRT monitorer stående, men det skyldes nu min interesse for gamle PC'ere hvor grafikkortene af og til ikke vil spille med fladskærmene, f.eks. de gamle TSENG kort.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere