En århusiansk virksomhed med otte ansatte har skrevet kontrakt med det amerikanske prestigeuniversitet Harvard om et såkaldt e-læringssystem til 5.000 af universitetets studerende.
Det er danske Elearningforce, der har hevet kontrakten i land med én af Harvards tolv underafdelinger, Harvard Kennedy School, som underviser i hvad der omtrent svarer til statskundskab i Danmark.
»Det er måske en af de mest prestigefyldte fjer i hatten, vi kunne få,« siger administrerende direktør i Elearningforce, Bo Sejer Frandsen, til Version2.
E-læringsystemer giver blandt andet de studerende adgang til forelæsningsnoter, litteraturlister, karakterer og chat med underviseren online.
Elearningforces løsning er baseret på Microsofts portalsoftware Sharepoint og real-tids kommunikationsserveren Office Communications Server, som Elearningforce har bygget sine egne applikationer oven på.
»Sharepoint kan ikke så meget i sig selv, men med et sæt applikationer ovenpå, som dem vi har udviklet, har man et meget stærkt værktøj,« siger Bo Sejer Frandsen.
Håber på større udbredelse
I forvejen kørte Harvard Kennedy School et egenudviklet system bygget på Lotus Notes. Bo Sejer Frandsen håber, at de andre elleve afdelinger af Harvard vil følge trop og med tiden hoppe over på Elearningforces løsning.
Foreløbig er potentiale for at fordoble antallet af studerende på løsningen på Harvard Kennedy School i løbet af det nye år.
»Vi starter op med 5.000 studerende, der begynder til semesterstart i februar, og vi regner med at komme op på 10.000 studerende i løbet af 2010,« siger Bo Sejer Frandsen.
Ifølge den administrerende direktør har Elearningforce ikke nogen reelle konkurrenter herhjemme, men i USA og Europa krydses der for tiden klinger med e-læringsleverandørerne Blackboard, der også kæmpede hårdt for Harvard-kontrakten, samt Fronter og Moodle, hvor sidstnævnte er et open source-produkt.
Droppede open source
Elearningforce blev stiftet i 2004 og baserede i begyndelsen e-læringsløsningen på open source-software.
»Elearningforce blev sidenhen prikket på skulderen af Microsoft, der spurgte, hvorfor man ikke baserede produktet på Sharepoint i stedet,« siger Bo Sejer Frandsen.
Det fik Elearningforce til at springe på Sharepoint-toget.
Kunne det ikke have ladet sig gøre at fortsætte med open source og stadig tjene penge på produktet?
»Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der er en fordel, og hvad der er en ulempe, for hver ting (open source og proprietær kode, red.) har sine fordele. Men for et softwarehus er det svært at udvikle software baseret på open source og samtidig tjene penge på det, og vi har valgt at lægge os så tæt som muligt op ad Microsoft, så vi har deres salgs- og marketingstyrke i ryggen,« forklarer Bo Sejer Frandsen.
Udviklingen af Elearningforces produkt ligger i hænderne på tyve udviklere i Hviderusland, og virksomheden dækker i skrivende stund 25 lande fordelt over hele verden.