Blogger løj om sin identitet for at sælge tvivlsomme Windows 7-data

Det amerikanske it-medie Infoworld har fyret en blogger, efter det blev afsløret, at han under falsk navn udtalte sig om sit firmas målinger af ydelsen i Windows 7. Målinger som er blevet skarpt kritiseret.

Bloggeren Randall C. Kennedy fra det amerikanske it-medie Infoworld opdigtede et alias for at skjule sin tilknytning til firmaet Devil Mountain Software, da han udtalte sig som firmaets tekniske direktør.

Under navnet Craig Barth udtalte han sig om firmaets undersøgelse af data fra Windows-pc'er til en kollega på Infoworlds søstermedie Computerworld.

Det har nu kostet ham jobbet som blogger hos Infoworld, skriver mediets chefredaktør Eric Knorr i et blogindlæg.

Randall C. Kennedy er medstifter af Devil Mountain Software, men valgte at bruge sit alias for at skjule forbindelsen mellem sin blog hos Infoworld og sit firma.

Devil Mountain Software stod bag en undersøgelse omkring ydelsen i Windows 7, hvor én af hovedkonklusionerne var, at mere end 80 procent af Windows 7-pc'erne var tæt på at løbe tør for hukommelse.

En artikel baseret på undersøgelsen blev bragt først på amerikanske Computerworld og gik derfra ud til blandt andet en lang række andre medier i IDG-koncernen, som ejer Computerworld og Infoworld. Historien blev også citeret i flere internationale medier, heriblandt også Version2.

Undersøgelsens konklusion blev imidlertid draget i tvivl på grund af den måde, Devil Mountain Software angiveligt målte, hvorvidt en Windows 7-pc var ved at løbe tør for hukommelse.

Randall C. Kennedy forsvarede under navnet Craig Barth firmaets målemetode i flere blogindlæg på Devil Mountain Softwares hjemmeside og over for journalister.

Infoworlds største konkurrent, ZDNet, har i forbindelse med afsløringen af Randall C. Kennedys hemmelige tilknytning til Devil Mountain Software også gravet dybere i forholdene omkring firmaet.

Firmaet er registreret på en privatadresse i Florida og de officielle hjemmesider indeholder meget lidt information om ejerskab. Samtidig sår ZDNet også tvivl om de kundereferencer, som Randall C. Kennedy under navnet Craig Barth henviser til i artikler på Computerworld.com.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Høyer

Det kan godt være at der i tidernes morgen var smart, men helt ærligt:

At linke til et leksikon som forklarer ordene alias, data, windows og hjemmeside er da totalt unødvendigt i et IT medie i 2010.

Måske skal I give jeres leksikon til pensionist.dk eller lignende, måske de kan bruge det til noget bedre :-)

  • 0
  • 0
Anonym

det kan godt være du synes det er lidt gammeldags.
Men det er sådan i dagens danmark der er stadigvæk mange mennesker der ikke kender til diverse it udtryk.

Selve leksikon linket er egnet for folk som besøger siden men har ikke den brede viden indenfor it.

Og hvis der skulle komme pensionister på siden så kan de få gavn af hjælpe linksne.

  • 0
  • 0
Anonym

nu er det sådan jeg har ingen udd. indenfor it og jeg arbejder heller ikke indenfor it branchen men til gengæld så har jeg stor interesse for området. :-)

Har også en hel del viden indenfor it :-)

  • 0
  • 0
Henrik Høyer

Enig, der kan være mange fagtekniske udtryk i artikler om it, men i denne artikkel er der forklaringer til følgende:

alias
data
windows
hjemmeside

Jeg kan altså ikke forestille mig nogen med interesse indenfor IT som ikke allerede ved hvad disse betyder

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere