Blodrød skærm fordobler batteritiden på mobiltelefonen

Skærmteknologien AMOLED, som bruges i de nye mobiltelefoner, gør det muligt at tænde for en enkelt farve i hver pixel. Hvis man kan nøjes med den røde farve, bruger telefonen halvt så meget strøm.

Windows har den berygtede blå skærm, men måske skulle den i stedet have været rød. I hvert fald hvis den skulle vises på de nye AMOLED-skærme, som bruges i flere af de nyeste mobiltelefoner.

AMOLED-teknologien kan nemlig bruges til at spare strøm ved at nøjes med at vise de røde farver i et skærmbillede.

Det er softwareudvikleren Jeff Sharkey, som til daglig arbejder for Google, nået frem til, da han eksperimenterede med at tilpasse brugergrænsefladen i Android på en Nexus One-mobiltelefon med AMOLED-skærm.

I AMOLED-skærme er hver pixel bygget op af flere organiske dioder, som udsender lys i hver sin farve. Og hver lyskilde kan justeres individuelt.

Man kan således vælge kun at få vist de røde, blå eller grønne farver i hver pixel. Og det var netop, hvad Jeff Sharkey udnyttede ved hjælp af OpenGL og Surfaceflinger til Android, skriver han på sin private blog.

På den måde fik han lavet flere filtre, så han kunne vælge kun at få vist én farvekanal eller en speciel blanding af farverne. Han koblede derefter telefonen til et amperemeter for at måle, om det gjorde en forskel på strømforbruget.

Det viste sig, at ved kun at få vist de røde farver, så kunne han få strømforbruget ned på 42 procent af, hvad det normalt var med alle farver tændt.

»Og med kun røde pixels virker det også som en fantastisk 'night vision mode', som er perfekt til astronomi,« skriver Jeff Sharkey.

Ud over filtrene, som kun viste en enkelt grundfarve, lavede Jeff Sharkey også to filtre blandede to farver og gav et rosa og orange skær. Det er tættere på at ligne et normalt billede, og brugte stadig betydeligt mindre strøm.

Det er værd at bemærke, at den AMOLED-skærm, som bruges i Nexus One, har pixels, som er bygget op, så alle pixels har en grøn farve, men skiftevis hver anden har blå eller rød. Derfor er det grønne farvefilter det, der giver den skarpeste tekst, selvom det ikke sparer mest strøm.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Lars Lundin

Det røde lys har også den fordel at det ikke ødelægger nattesynet (helt så hurtigt).

Af samme grund har jeg et armbåndsur med rødt baggrundslys, det er f.eks. en fordel når jeg har aften/nat-arbejde på et observatorium (hvor der ellers ikke er noget lys udenfor).

  • 0
  • 0
#2 Claus Nielsen

Jo. Den røde farve ser ud fra hans målinger ud til at være lidt mere effektiv end de 2 qandre primærfarver, men det meste af den strøm han sparer skyldes altså at billedet er meget mørkere når han har slukket for 3/4 af pixels (dobbelt så mange grønne som blå og røde i det viste tilfælde - måske er de grønne faktisk mest effektive men der er bare flere af dem). I stedet kunne han vælge at skrue lyset i displayet ned til 1/4 og se hvor meget strøm det sparer. Mange telefoner vil faktisk af sig selv skrue ned for lyset når lyssensoren detekterer mørke omgivelser for at spare strøm og for at undgå at blænde brugeren.

  • 0
  • 0
#5 Lasse Westy Bech

På min Legend gik skærmen fra at bruge 88% af det samlede strømforbrug[1] til at ligge under 40% ved at jeg har skiftet alle baggrundsbilleder ud med et helt sort billede.

Kan klart anbefales i.f.t. batteritiden

[1] Telefonens egene statistikker og min uvindskabelige undersøgelse.

  • 0
  • 0
#6 Claus Nielsen

Umiddelbart syntes jeg ellers at den video han demonstrerer på sin hjemmeside viser at den sort-røde skærm er rigtig svær at læse i langt de fleste skærmbilleder.

Men jeg vil ellers gerne støtte Lasse Wasty Bech i at det der virkelig batter ville være at erstatte baggrundsbilledet med en sort baggrund.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere