Blockchain er på vej - og bankerne er ved at vænne sig til tanken

Blockchain-teknologien vil langsomt kravle ind i flere applikationer, før den ændrer finanssektoren og er moden omkring år 2025, lyder udmeldinger fra finansfolk.

I årevis har vi nu hørt om Blockchain-teknologien. Teknologi-evangelister har tudet os ørerne fulde af, at blockchain vil ændre den finansielle verden og den måde, vi overfører værdier i samfundet på. Men sker det? I morgen? Nogensinde?

»Ja,« lød svaret på den nyligt afholdte teknologikongress Websummit 2016, hvor topinvestorer og finansfolk gav deres bud på fremtiden, ifølge ing.dk.

Det overordnede budskab var klart: Blockchain er stadig en meget ung teknologi, som skal modnes over de næste mange år, før finanssektoren for alvor tager den til sig. Men omkring 2025 vil den være fuldt moden.

Se forklaring af blockchain i slutningen af artiklen

»I øjeblikket prøver folk i branchen at løbe, før de kan gå. Blockchain er i en meget tidlig fase - der, hvor nettet var lige før Netscape,« siger Albert Wenger, der er partner i investeringsfonden Union Square Ventures (USV), der er kendt for tidlige investeringer i firmaer som Twitter og Tumblr.

Læs også: Blockchain-revolution: Sådan fungerer tidens mest hypede teknologi

2016 har været sløjt år for investeringer

Sidste år var der særdeles stor interesse for blockchain-teknologien, hvis man alene så på mængden af investeringer.

I første kvartal af 2015 blev der investeret 210 mio. dollars i 67 transaktioner, herunder investeringer fra store spillere som Union Square Ventures, Khosla Ventures og a16z i opstartsvirksomheder som Coinbase og 21. Der var tale om et peak for investeringer på området. Men så gik det i stå.

I 2016 faldt størrelsen af investeringer voldsomt, men det fik ikke finansfolkene på Websummit-kongressen til at tvivle på teknologiens fremmarch.

»Det åbne system er genialt. Og hvis vi f.eks. vil have mere innovation i banksektoren, så kræver det en ændret ejerstruktur. I dag er det jo nærmest umuligt at starte en ny bank i USA, fordi alt ejerskab er centraliseret, men med blockchain er ejerskabet delt ud på alle,« siger Albert Wenger.

Bankerne leger med tanken om blockchain

Ifølge entreprenør Huy Nguyen Trieu, der leder forretningsudvikleren The Disruptive Group, så er der dog grund til påpasselighed blandt bankerne med at gå for hurtigt frem med blockchain. Der er stadig udfordringer med at sikre høj nok hastighed i transaktioner, og blockchain er ikke en veludviklet database endnu.

»Vi kan ikke bare ændre bankernes infrastruktur nu og her. Vi må starte i det små med applikationer. Det er naivt at tro, at bankerne pludselig lader transaktioner ske frem og tilbage uden at kunne verificere, hvem der sender pengene. Men sektoren er begyndt at vænne sig til tanken om blockchain,« siger han.

En af de store udfordringer for blockchain i dag er, at begrænsninger i systemet gør, at verifikationen af transaktioner går langsomt. For eksempel er Bitcoins blokke begrænset til 1 MB, og med flere overførsler vil forsinkelserne på overførsler og verifikation kun bliver større med risiko for også højere gebyrer.

Læs også: Alternativ Bitcoin-software kan blive løsningen på kryptovalutaens plads-problemer

Med det kan muligvis løses med en kodeændring, og lederen af bitcoin-tegnebogen Blockchain.info, Peter Smith, er overbevist om, at folk langsomt tager teknologien til sig.

»Vi kræver meget af folk. Vi beder dem jo grundlæggende opbevare deres værdier på en helt ny måde. Men for få år siden kunne du ikke få vekslet bitcoin til penge i nogen bank. Det kan du flere steder i dag,« siger han.

»Vi kan selv eje data«

Ifølge ham vil blockchain være i en tidlig modningsfase i år og næste år, og fra 2018 til 2024 vil vi se teknologien i vækst. En af årsagerne er - ifølge Peter Smith - at blockchain kan forhindre de store økonomiske udsving, som rammer os alle på pengepungen. Hans forklaring er, at eksempelvis bitcoins er en rimelig defineret størrelse. Det svarer lidt til at knytte valutakursen til guld.

Læs også: Blockchain: Penge, guldbeviser og skøder vil skifte hænder uden om banker og bureaukrati

»Valutasystemet har udviklet sig som lag på lag på lag. Først var der guldbarrer, så lavede vi pengesedler, så blev det hele flydende med checks og digitale penge. I teknologiens verden kalder man det at bygge lag på lag for ineffektivitet,« siger han.

Men ifølge Peter Smith er en af teknologiens største fordele, at vi kan give ejerskabet over data tilbage til folk selv.

»I dag lader vi alle vores data være ejet af Facebook og Google og andre virksomheder. Men med blockchain kan vi selv eje data om alt fra værdier til vores identitet,« lød det fra lederen af Blockchain.info.

Illustration: MI Grafik
Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Michael Aggerholm

"»I øjeblikket prøver folk i branchen at løbe, før de kan gå. Blockchain er i en meget tidlig fase, der hvor nettet var lige før Netscape,« siger Albert Wenger"

"Ifølge ham vil blockchain være i en tidlig modningsfase i år og næste år, og fra 2018 til 2024 vil vi se teknologien i vækst. En af årsagerne er - ifølge Peter Smith - at blockchain kan forhindre de store økonomiske udsving, som rammer os alle på pengepungen."

Er det bare mig, eller har disse bankfolk ikke forstået en pind af det hele? Blockchain teknologien vil overflødiggøre behovet for overhovedet at have en bank eller nogen anden form for central autoritet. Det er hele pointen med at have en blockchain. Det løber meget hurtigere end de tilsyneladende har forstået. 2024? Come on!

  • 1
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere