Blockchain-udvikler: Teknologien bliver snart langt nemmere at bruge til apps

Der mangler en kosmetisk overhaling, før blockchain-teknologien kan indtage normale menneskers hverdag, som internettet gjorde det med browseren.

Det siges, at internettet var født med en uoverstigelig svaghed: Man kunne ikke opbevare, flytte og overføre værdier uden om den altid stærke mellemmand: bankerne. Det problem er blockchain-teknologien midt i springet til at løse.

Og det er ikke så lidt af en omvæltning, vi kan se frem til med den fremadstormende blockchain-teknologi, der så dagens lys ved opfindelsen af bitcoins tilbage i 2008.

»Det fantastiske ved bitcoin og blockchain er, at det er et komplet distribueret system. Der er ikke er nogen central myndighed, der kontrollerer pengestrømmen og bestemmer, hvor mange penge der bliver udstedt,« siger Bernardo David, der er keynote, når Version2 til maj afholder sikkerhedseventet Infosecurity i Øksnehallen i København. Han taler under overskriften Bitcoin and Beyond: The Hitchhiker’s Guide To Blockchain Applications.

For Bernardo David, der har blockchain helt inde under huden som forsker hos teknologivirksomheden IOHK, er perspektiverne i blockchain mildest talt vidtrækkende.

Hold øje med fake news

Bernardo David udvikler blandt andet på den nye blockchain-applikation smart contracts, som bærer løfter om at kunne neddrosle indblandingen fra en anden magtfuld instans i samfundet.

»Med smart contracts kan du skrive på en blockchain, at du vil betale 1.000 kroner til den, der skaffer dig en ny computer, og når den person skaffer den og kan bevise, at de har gjort det i blockchain, så får de automatisk de 1.000 kroner. Tilliden er indlejret i systemet,« forklarer Bernardo David.

Derfor har betting-industrien været nogle af de første til at tage blockchain-teknologien til sig. Men heri ligger problematikken: Hvordan finder man frem til sandheden med algoritmer?

»Hvis man for eksempel væddede om, hvorvidt Donald Trump blev præsident, så er der en service, der vil gennemgå nyhedssider og derved bevise, at kontrakten er opfyldt. Men vi er kun i begyndelsen af forskningen. Denne service udvikler sig meget lige nu,« siger Bernardo David. Han tilføjer, at algoritmerne derfor oplæres til at have øje for Trump-tidens store buzzword, fake news.

Det kosmetiske lag

Så hvorfor har blockchain ikke allerede spredt sig med samme galoperende hastighed, som MobilePay for eksempel har indtaget de danske mobiltelefoner og ændret vores omgang med penge?

Der mangler stadig lidt finpudsning, lyder svaret fra Bernardo David.

»Det er stadig en blomstrende teknologi, som skal pakkes ordentlig ind, så det bliver brugervenligt. Det er svært at bruge for folk, der ikke arbejder med it, og det skal også pakkes på en forretningsvenlig måde, så virksomheder kan bruge det til at bygge deres egne applikationer. Det er vi i fuld gang med,« siger Bernardo David. Han forventer en stor stigning i brugen af blockchain inden for de næste to år.

Men der også stadig store problematikker, som de fremmeste forskere inden for blockchain-teknologien, herunder Bernardo David, stadig kæmper med at få løst. Store temaer som ressourcespild, privatlivets fred og så selvfølgelig sikkerhed fylder, som med alt andet fristes man til at sige, meget i udviklingen af blockchain-teknologien.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere