Virker cookie-reglerne, eller er det muligt ganske enkelt at blæse på dem og slippe af sted med det uden konsekvenser?
Det spørgsmål beder redaktionen nu Version2's læsere om hjælp til at svare på.
Baggrunden er, at danske Blip Systems har fået ørerne i maskinen. Selskabet opsamler MAC-adresser fra bilisters og cyklisters mobiltelefoner for at kortlægge trafikken i nogle tilfælde realtime. Selv om data ikke bliver gemt og ikke kan genskabes, så strider opsamlingen sandsynligvis mod cookie-reglerne.
Omvendt har Google, Apple og Microsoft i årevis opsamlet MAC-adresser fra trådløse routere og gemt dem sammen med deres GPS-koordinator for at forbedre deres korttjenester. Det har ingen myndigheder sagt noget til.
Vi bliver flere gange dagligt mindet om cookielovgivningen, når vi skal klikke os forbi advarsler på hjemmesider. De virker ikke efter hensigten, har flere politikere konstateret, men de er nu blevet udbredt i forskellig grad i hele Europa. Men EU's privacy direktiv handler om meget mere end cookies. Faktisk er cookies slet ikke nævnt i direktiv-teksten.
Som historien om Blip Systems viser, så er reglerne meget bredere end almindelige cookies. Faktisk gælder det alle systemer, som gemmer eller opsnapper information fra brugerens enhed, uden det er en nødvendig del af den service, som brugeren har bedt om. Spørgsmålet er derfor, om alle lever op til reglerne, som oven i købet kan være meget vanskelige at tolke.
Har du eksempler, som efter din mening strider mod cookiereglerne, eller som i hvert fald er en gråzone? Så skriv dem i debatten herunder eller send en mail til Magnus Boye på mab@version2.dk.
Artiklen er opdateret 10:15 d. 26/3